Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 5. november
Ribes nye makkerpar, Rimus og Radise, der udkom i bogform tidligere på året, er blevet særdeles godt modtaget over hele landet, og nu er de to hunde igen på spil i en ny julebog, der netop er sendt på markedet af brødrene Anders og Allan Porsgaard.
Rimus og Radise er et par hunde, nemlig en gravhund og en tjekkisk rottehund, der er hovedpersonerne i bogen ”Julebling i bankboksen”, og, som titlen siger, er bogen fyldt med en masse sjove udtryk, og det er netop det, der er et af formålene med bogen. De sjove og anderledes udtryk giver god anledning til, at børn og voksne talerom bogen, så børnene kan få forklaret de mærkelige udtryk.
I det hele taget er formålet med bøgerne, at børnene kommer til at læse en god, gammeldags bog fremfor hele tiden at læse på en skærm.
Den nye bog er skrevet af brødrene Allan og Anders Porsgaard, mens Poul Krog også var medforfatter på den første bog. Det er ikke tilfældet denne gang, idet Poul Krog i stedet er i fuld gang med at oversætte den første bog til engelsk.
– Det er ikke vores mening, at vi vil udgive to bøger om året. Det kan vi ikke overkomme, men da vi udgav første bog var vi allerede godt i gang med julebogen, og skal det være en julebog, skal den jo også udkomme før december, fortæller forfatterbrødrene.
Anders Porsgaard er i øvrigt i øjeblikket hjemme på et ufrivilligt langt ophold fra hans daglige hjem i Vietnam. Her arbejder Anders i det daglig bl.a. som underviser i engelsk, men Covid 19 har tvunget ham til at blive længere i Danmark end oprindeligt planlagt.
De to brødre fortæller, at den første bog blev virkelig godt modtaget ikke alene i Ribe men faktisk over hele landet og mange steder, som egentligt undrer forfatterne.
– Bøgerne har sit tydelige udspring i Ribe, men de spændende og sjove historier kan foregå alle steder. Og vi har fået rigtig mange, positive tilbagemeldinger fra folk, der er glade for, at en sådan bog er kommet, fortæller Anders og Allan.
Bogen er en kalenderbog med 24 forskellige afsnit eller kapitler, og den starter naturligt den 1. december. Persongalleriet er stort set det samme i de to bøger, og tegningerne i den nye bog er som i den første lavet af en Vietnamesisk tegner.
– Det har givet anledning til en masse korrespondance. Til den første bog var det om begreber som bindingsværk, brosten og andre for ripenserne almindelige ting, men som en vietnamesisk tegner ikke kendte til. Denne gang har det været om bl.a. snevejr.
– Men hun er meget dygtig, og hun har ramt den streg, vi gerne vil have, rigtig, rigtig fint, forklarer Allan og Anders.
Fakta er da også, at bøgerne er forsynet med nogle dejlige fine og letforståelige tegninger i nogle gode farver.
– Er der en ny bog på vej?
– Det er der rent faktisk, men den er kun på idestadiet endnu. Vi håber dog på og regner med, at den kan udkomme til sommer, lyder det fra Anders og Allan Porsgaard.
Fakta
Den nye bog kan som den første købes i alle boglader og bl.a. Bog og Ide i Ribe samt i Videokiosken.