Tekst Hasse Jørgensen, fotos Esbjerg Kommune. Fredag den 25. oktober

Det nye opholdsrum mellem Vedels Anlæg og Mølledammen, som er skabt af Projekt Ung Å, bliver officielt taget i brug fredag den 8. november.

Projektet er opstået i forbindelse med et ungdomsbyråd, hvor en gruppe unge kom med ideen om at lave et trygt og sikkert opholdssted for alle i Ribe. Baggrunden var, at området ofte bliver benyttet af unge mennesker, der ikke altid har været lige gode til at rydde op efter sig. Desuden mente forslagsstillerne, at området skulle gøres mere sikkert og trygt for alle at opholde sig i.

Det betød, at der kom et forslag om et område, hvor der var tænkt opstillet en pavillon, talende skraldespande, der animerede til oprydning, shelters og flere andre ting.

Økonomien rakte dog ikke så langt, og der laves nu bl.a. et opholdsrum i form af en stor, rund bænk, hvor der i rundkredsens midte plantes et kirsebærtræ, hvis krone med tiden skal danne et romantisk tag over den cirkel, bænken udgør. Der laves en bålplads, og der er allerede sat flere bænkearrangementer op langs med Mølledammen. De vil blive belyst, ligesom der sættes anden belysning op i hele anlægget. Det bliver en stille og dæmpet belysning, som ikke kan ses langt væk fra, men som giver stedet atmosfære.

Med hensyn til pavillonen arbejdes der på at skaffe penge fra fonde, lige som ideen med shelters og en inddragelse af Ribelunds parkanlæg, der bruges til festivals, også er udskudt.

Det nye område vil officielt blive taget i brug fredag den 8. november ved en markering klokken 16.30. Her vil formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (C), tale, ligesom en repræsentant fra de unge vil komme med et indlæg. Der bliver musikalsk indslag, og så bliver der serveret pizza og sodavand.

Indbydelsen til arrangementet den 8. november