Tekst Hasse Jørgensen, tegninger: tegnestuen Arkitektladen a/s, Ribe, Lørdag den 9. febr.

Planerne for det nye bryghus er nu så langt fremme, at RYK IND RIBE bag kan præsentere tegninger og indholdet i planerne.

Lars Nielsen, Mark Vind og Steen Sahl har fået tegnestuen Arkitektladen a/s i Ribe til at forestå ombygningen af den gamle remise, og man må, som brygmester Lars Nielsen siger, konstatere, at renoveringen af den gamle bygning ser både meget spændende og lovende ud. Der er taget hensyn til det historiske og bevarelse af bygningens karakteristika.

Huset det fra en anden vinkel

Tanken er, at bygningen naturligvis skal rumme bryggeriet. Dertil kommer et serveringsområde i to etager, hvor der via en glasvæg bliver udsigt til bryggeriet, og her vil bryggeriets produkter kunne nydes samtid med en let servering af noget spiseligt. I skrivende stund ligger det ikke helt fast hvad, men det bliver formentligt i form af sandwichers og lignende.

– Det bliver ikke den store gourmetrestauration i første omgang, men vi levner mulighed for at videreudvikle konceptet. Vi har blandt andet talt med flere om, hvordan man kan få leveret noget til festligheder, sammenkomst o.s.v. Men i første omgang bliver det let servering i form af sandwichs, smørrebrød og lignende.

Serveringsområdet laves i to etager med udsigt til bryggeriet.

– Vi laver serveringsområdet i to etager med direkte udsyn til bryggeriet. Det skal være en total oplevelse for den besøgende. Flere har været på banen for at forpagte, men vi vil bevare det selv, for det skal være en total oplevelse, og den tror vi, vi givet bedst på denne måde. Så må vi ansætte de folk, der skal til for at drive det, siger brygmester Lars Nielsen.

Men hvornår åbnet hele herligheden?

Lars Nielsen håber, at det kan ske sidst i dette år.

Arbejdet er så langt fremme, at det i løbet af kort tid vil blive udbudt til en kreds af håndværkere.

– Så kommer det an på, hvornår håndværkerne har tid. Vi har fået næsten det hele på plads. Vi mangler lige de sidste møder omkring hvilke materialer, der skal bruges, og så skal det sendes i udbud, siger Lars Nielsen og tilføjer:

– Det bliver fedt. Vi holder det i historisk rids. Spørgsmålet er, hvornår håndværkerne kan komme til. Det hele er der, så det er bare at gå i gang. Det kunne godt være et attraktivt projekt for de håndværkere, der mangler noget at gå til og fra.

Bryggeriet med udsigt til serveringsområdet.

– Siden i sommers har vi sagt, at vi åbner om et år, men vi ved ikke, hvor lang tid, håndværkerne skal bruge, men vi regner med fire måneder til selve byggeperioden. Men vi ønsker, håber og krydser fingre for, at vi kan nå det i år og åbne sidst i ’19, men vi ved det ikke. Håndværkerne skal i deres tilbud skrive, hvornår de kan gå i gang, siger Lars Nielsen, der føjer til:

– Det hele har været lidt uvirkeligt indtil nu, men nu, hvor vi har fået lavet tegninger og har kontakt til leverandører omkring udstyr, er det hele blevet mere nærværende. Nu venter vi blot på en dato for, hvornår vi kan rykke ind. Vi kan næsten ikke vente, lyder det fra Lars Nielsen.