Tekst og foto: René Jørgensen Copyright
kilde: Ribes Middelalder Marked
3. juni 2018

Ribes Middelalder Marked flyttes fra Vedels Anlæg til Hovedengen i Ribe, når det i næste weekend er Middelalder marked. Åbningstiderne er lørdag og søndag fra kl. 10.00 til kl. 16.00

Temaet for markedet i 2018 er Ribes middelalder med fokus på håndværk og handel. RMM ønsker at formidle den rene middelalder via det gode håndværk og en åben og ærlig dialog om tidsperioden. På længere sigt er det RMMs mål at formidle middelalderen, med særlig fokus på Ribes historie.

Ribe fyldes med familievenlig middelalderstemning, når håndværkere, gøglere og andet godtfolk samles til Ribes Middelalder Marked d. 09. og 10. juni 2018 – På Hovedengen!

Der er oplevelser for hele familien på det festlige marked, hvor dygtige håndværkere viser deres færdigheder og handler med deres unikke middelaldervarer.

Specielle aktiviteter for børn vil forgå løbende, så der hele tiden er noget at se, høre, røre og gøre.

Der bliver også mulighed for at købe middelalderinspireret mad, når sulten trænger sig på.

Markedet ligger centralt i Ribe, på Hovedengen, tæt på byens butikker og middelalderlige bykerne. Det er nemt for markedsgæsterne at opleve flere aspekter af byens middelalderhistorie.

Bag Ribes Middelalder Marked står foreningen RMM (Ribes Middelalder Marked) og en gruppe frivillige ildsjæle.