Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 12. juli 2024
Ribe er rig på symboler, der har betydet noget for byen gennem den århundred lange historie. Lige som Dannebrog er et symbol på det danske og rødt tegl er symbolet på danske huse gennem generationer, fortæller mange af symbolerne i Ribe også en historie.
Som gaslygterne, der fortæller om en tid, hvor vægterne gik rundt og tændte gadelysene ved mørkets frembrud. Og gadespejlene stammer fra den tid, hvor husets fruer kunne sidde med teen og følge med i, hvad der skete i gaden.
Det er netop disse symboler, der er blevet temaet i en ny plakat, som Ryk Ind Ribes dygtige fotograf og skribent, René Jørgensen, netop har udgivet og nu sælger.
Plakaten består af 11 forskellige motiver, og den sælges indrammet dels med en lys og dels en mørk baggrund. Rammen om den lyse baggrund er sort, mens rammen om den mørke baggrund er sølvfarvet. Plakaten kan også købes uden ramme.
René Jørgensen er gammel Ribe-dreng, og han nyder at færdes i byen og se de forskellige symboler og motiver.
– Fremfor at lave de traditionelle billeder med motiver fra Ribe, syntes jeg, at det var sjovt at lave denne plakat, som viser de forskellige symboler, der alle betyder noget for Ribe.
– De mange, smukke fordøre er jo blevet et symbol for Ribe og er gennem tidens løb blevet gennemfotograferet, og det er fint. Men jeg synes, det kunne være sjovt at samle nogle af de forskellige symboler på en plakat.
– Hvert motiv på plakaten er udvalgt for at fortælle sin egen, unikke historie om Ribe. Flere virksomheder har allerede købt plakaten til deres kontorer og personalestuer, fortæller René Jørgensen, der også gerne sælger til private.
Han fortæller, at den røde brandhane har sin egen historie i Ribe og refererer til storbranden, der ødelagde det meste af byen. ”Kaffesmeden” symboliserer byens tradition for god skiltning, og navnet passer godt til skiltets materiale, og sådan er det hele vejen igennem.
Plakaterne kan købes hos ARJ Kontorcenter på Industrivej eller ved direkte henvendelse til René Jørgensen på telefon 40833315.