Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 18. januar 2023
Kultursvampen, som det indre af Ribe er bygget på, er af største vigtighed for bevarelse af de gamle huse og dermed byen.
Onsdag den 8. februar inviterer Ribe Bykernes Beboerforening til paneldebat på et åbent møde om Ribes Kultursvamp.
Som det hedder i indbydelsen til mødet, oplever Ribe store udfordringer med vand og oversvømmelser.
Det flade terræn i Vadehavsområdet rammes hårdt af klimaets forandringer med øgede vandmasser og hyppigere ekstreme vejrsituationer, der også giver os udfordringer i kontrolleringen af vandet.
Samtidig er netop vandet omkring os af afgørende betydning – ikke bare for vores unikke landskab og helt særlige beliggenhed – men også for den kulturarv, Ribes kultursvamp, som vores gamle by og huse er bygget på.
I paneldebatten deltager Morten Søvsø, Sydvestjyske Museer, Jakob Top Jørgensen, Teknik & Miljø, Esbjerg Kommune, Preben Glud, Ribe Træskibslaug, Henrik Taumann, Arkitekttegnestuen Tauman og Niels Frederiksen, Ribe Bykernes Beboerforening. Dirigent: Steffen Steffensen.
Mødet holdes på Hotel Ribe og starter klokken 19 med forventet sluttidspunkt klokken 21. Mødet er gratis for medlemmer. Øvrige skal betale 15 kroner. Tilmelding er ikke nødvendig.
Kultursvampen
Ribe ligger i dag på flere meters kulturlag, skabt og aflejret af menneskets lange tilstedeværelse på dette sted. På domkirkeøen er der flere steder skabt op til 5-7 meters tykke kulturlag. Ribes domkirke er i dag placeret i en lavning. Dette skyldes ikke, at kirken er sunket, men i stedet at byens affaldslag er vokset omkring byen og husene ligger derfor i dag, højere end domkirken. Disse kulturlag bliver også kaldt for Ribes kultursvamp.
Kultursvampen består af kulturlagenes uomsatte organiske materiale. Hvis svampen holdes fugtig, er omsætningshastigheden i det organiske materiale meget langsom. Men hvis svampen derimod udtørrer, vil luftens ilt kunne trænge ned og sætte gang i omsætningen. Dette vil efter få år resultere i en sætning af jorden, og dermed udgøre en fare for de gamle, fredede og bevaringsværdige bygninger i Ribe.
Svampens fugtighed afhænger også af grundvandsstanden, som afhænger af vandstanden i bl.a. Ribe Å.
Ribes kulturarv er dybt afhængig af byens vand, og hvordan det håndteres, så man opnår en balance, hvor kulturen og historien kan leve videre under disse nye omstændigheder, som klimaforandringerne fører med sig. Den gamle by, står pludselig i en ny kontekst, hvor vandet fylder mere, end det før har gjort. Men vandet kan hverken fjernes fuldstændig, og kan heller ikke fylde for meget.
Kilde: ‘Fortællingen om det foranderlige landskab. En gentænkning af vandets indflydelse på kulturen og naturens arv’ af Anna Valstrøm og Alberte Flagstad Rasmussen, Arkitektskolen Aarhus.









































































