Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, fredag den 2. oktober 2026

Hvis vejrudsigten holder, bliver det et særdeles fint høstmarked, Ribe Handel inviterer til i morgen, lørdag den 3. oktober.

Fra klokken 10 til 15 vil byens gamle, hyggelige gader været pyntet op til fest, og der vil være masser af arrangementer rundt om i byen med musik og dans.

Bl.a. Flemming Bevense vil gå rundt og spille i byen, og Kom og Dans vil vise dansetrinene. Der bliver også folkemusik, og ved domkirken vil 11 veterantraktorer blive præsenteret. Desuden vil der også være cykelringridning.

I Toldbodens have vil De Blå Spejdere lave græskarsuppe, og børnene kan stege æbler og fladbrød.

Ved Quedens Gård bliver der mulighed for at købe tulipanløg og græskar, og i gården bliver der også mulighed for at gøre en god handel, idet 18 kræmmere møder op med deres mange forskellige varer.

Hygum Hjemstavnsgård møder op med deres fine produkter, og det er i øvrigt hjemstavnsgårdens medlemmer, der har sørget for de smukke havreneg, der præger gågaden.

Der bliver også mulighed for at smage på hjemmelavet gin. Det står Kurt Rahr for. Soroptimisterne sørger også for noget til smagsløgene, idet damerne serverer kaffe og kage foran Turistkontoret.