Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto. Onsdag den 17. juli.

I weekenden den 26. – 28. juli vil Ribes gamle bykerne syde af musik fra diverse indendørs og udendørs scener.

Det trykte program for Ribe Jazzfestival 2019 med omtale og præsentation af de forskellige scener og bands er på gaden. Og festivalplakaten er mangfoldiggjort og hængt op mange steder i det sydvestjyske område.

Med de tre dage, festivalen varer samt tyvstarten torsdag aften, er der linet op til mange timers musik repræsenterende jazzens forskellige stilarter. Ikke mindre end 25 forskellige bands giver koncerter i løbet af festivalen. Dertil kommer jamsession-arrangementer fredag og lørdag aften, hvor musikerne mødes på kryds og tværs for at slå gækken løs samt, jazzgudstjenesten søndag formiddag i domkirken. De musikalske udfoldelser kan høres og opleves både inden- og udendørs på 10 forskellige scener inden for gåafstand i Ribes hyggelige, gamle bykerne.

-Traditionen tro har vi igen i år fokus på både nye og veletablerede navne, ligesom vi har et par spændende udenlandske navne på plakaten. Vi lægger desuden vægt på at skrue et musikprogram sammen, så der er noget for enhver smag, fortæller Lotte Kragh Andersen, formanden for foreningen Jazz’in.Ribe, som står for festivalen.

Et overblik over, hvilke bands der spiller, hvor og hvornår kan fås på festivalens hjemmeside: ribejazzfestival.dk. Her er der også adgang til en elektronisk udgave af det trykte program med nærmere præsentation og omtale af de enkelte bands.