Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, tirsdag den 18. marts 2025

Riberhus Privatskole har nu gennemført salget af den 26.000 kvadratmeter store grund ved Ribe Fritidscenter. Det er med stor tilfredshed, at vi kan offentliggøre, at grunden er solgt til en lokal investorgruppe, der har en klar vision for Ribes fremtidige udvikling, hedder det i en pressemeddelelse fra Riberhus Privatskole.

Den valgte investorgruppe har fra starten vist et stort engagement i at skabe en positiv udvikling for Ribe og Ribe Fritidscenter. Gruppen består af markante erhvervsdrivende fra lokalområdet, der har en dyb forståelse for byens behov og potentiale. Deres planer om at opføre moderne hotelhuse vil ikke blot styrke turismen i byen, men også sikre en bæredygtig fremtid for fritidscentret og de mange brugere af faciliteterne.

En gennemsigtig proces

Beslutningen om at sælge grunden blev truffet på baggrund af en række strategiske overvejelser, hvor bestyrelsen for Riberhus Privatskole havde til opgave at sikre den bedste løsning for skolen og lokalområdet.

I pressemeddelelsen hedder det bl.a.: ”Vi var som privatskole pålagt at gennemføre salget via et offentligt udbud for at sikre en transparent proces og afklare markedsprisen på grunden. Denne proces har sikret, at alle interesserede parter har haft mulighed for at byde, og vi er glade for at kunne gennemføre et salg, der skaber værdi for Ribe.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke investorgruppen for deres visionære tilgang og deres vilje til at investere i Ribe. Deres projekt vidner om et oprigtigt ønske om at skabe vækst og udvikling i byen, og vi er glade for, at grunden nu vil blive udnyttet på en måde, der gavner både fritidscentret, turismen og lokalsamfundet som helhed.

Vi ser frem til at følge projektets udvikling og er glade for at have bidraget til en beslutning, der vil styrke Ribe i mange år fremover”

Baggrunden

De erhvervsdrivende, der står bag projektet: Louis Lund – Toyota Ribe, Torben Basse – Planet huse, Jesper Christensen – CM Byg, Rasmus Lynddahl – Investeringsselskabet R78, Peter Laursen – IB Laursen og Michael Nørgaard – Nørgaard Anlæg. Sammen har de dannet et stærkt team med en fælles vision om at bidrage til byens udvikling og skabe et bæredygtigt, moderne tilbud for både turister og lokalbefolkning.

Tanken er, at der skal opføres mellem 30 og 50 hotelhuse på grunden, som vil gavne ikke alene Ribe Fritidscenter på den måde, at fritidscenteret vil have mulighed for at huse rigtig mange gæster i forbindelse med træningslejre, store sportsarrangementer, men husene vil også komme hele byen til gavn ikke mindst i den turistmæssige højsæson, hvor der ikke er mange sportsarrangementer men til gengæld generel mangel på sengepladser i Ribe.