Tekst Torben Ravnborg Nissen,  foto René Jørgensen, torsdag den 21/8 2025

 

En dag i 2005 lå der pludselig en flot farvebrochure på skoler og andre steder rundt omkring i Ribe. Det var en flot og detaljeret pjece, der omhandlede den nye privatskole, der ville komme i Ribe. For lang de fleste kom det som en kæmpe overraskelse, da der før havde været arbejdet på at etablere en sådan, uden at planerne blev realiseret.
Hos idé-kvinden, Lise-Lotte Christensen, var der ikke langt fra tanke til handling, og i august 2005 stod skolen parat til at modtage 42 elever i opstillede pavilloner på parkeringspladsen bag ved Valdemarskolen, som den hed dengang.
Allerede året efter havde skolen 125 elever,  og dermed var successen i hus i første omgang . Skolen udviklede sig, og med det steg elevtallet også, og i 2008 flyttede den ind i lejede lokaler på det nedlagte Ribe Statsseminarium.
Gennem årene udviklede skolen sig videre, og med enkelte bump på vejen var den i 2018 klar til at købe de ledige lokaler, der havde huset Ribe Handelsskole.
Siden blev der opkøbt en nærliggende tidligere børnehavebygning og endvidere bygget til, og i dag fremstår skolen som en tidssvarend skole med alle de faciliteter, der kræves i et moderne samfund, og med 303 elever fordelt på 16 klasser fra børnehaveklasse til 10. klasse har skolen opnået sit ønskede maksimum i størrelse.

Skoleleder, Gitte Quitzau, der blev viceskoleleder i 2010 og skoleleder i 2023, fortæller, at skolen lægger vægt på gensidig ansvarlighed,  trivsel, ligeværd og fællesskab. Den målsætning opfyldes blandt andet af mange idrætslektioner på alle klassetrin, idrætsdage på tværs af klasser, emneuger og skolefest og mange andre fællesaktiviteter.
I indskolingen har man fællesudflugter, på mellemtrinnet 3-dages lejrture og i overbygningen ture til København, Berlin, Hamburg, Tjekkiet og New York. “Det er virkelig noget, der fremmer fællesskabet og ansvarligheden hos eleverne,” siger Gitte Quitzau.

Skolens dagligdag er traditionel opbygget med 45 minutters lektioner, spisepauser og frikvarter, men der er morgensamling hver dag kl. 9:35. Her gives der fællesbeskeder, synges en sang, og der kan være optrædener af elever og små fremlæggelser. Dette forum fremmer fællesskabet og den gensidige ansvarlighed og har stor værdi, fordi man et det daglige arbejde lægger vægt på ro, orden og gensidig respekt i faste rammer, fortæller Gitte Quitzau.

I  undervisningen har man ikke formelle klasseledelsesregler, men også her, formet af skolens kultur, bygger den enkelte lærers didaktiske overvejelser og praktiske udførelse på de samme værdier.
Skulle det ske, at enkelte træder en anelse ved siden af, er det kutyme, at kollegaerne giver et lille hint, der bringer eventuelle små afvigelser tilbage på sporet, siger Gitte Quitzau. Selvsamme kultur er med til at fastholde den fælles ansvarlighed, og fællesaftaler skal overholdes, slutter skolelederen.

Forældresamarbejdet er også præget af  ansvarlighed og tillid, Skolen stiller store krav til forældrene, og forældrene stiller store krav til skolen. Det er et gensidigt forpligtende samarbejde, der blandt andet fordrer, at børnene er skoleparate, når de møder i skole, med hensyn til de praktiske ting og med hensyn til det daglige samvær med andre elever og lærere.

Om årsagen til skolens succes, siger Gitte Quitzau, at det ligger i den store faglighed og i de værdier, skolen vægter højt. Skolens størrelse og de lave klassekvotienter er også afgørende faktorer.
“Vi vil ikke være større og tror, at det bidrager til et tryggere miljø. og endelig tror vi, at vi har den størrelse, som en lille by som Ribe kan bære,” slutter skolelederen.

Tillykke med fødselsdagen Riberhus.