Tekst og foto: Renè Jørgensen
9. august 2019.

Ribelund Festival fejrer musikken for 25. gang

Den årlige musikfestival Ribelund Festival er klar til at slå dørene op den 21. august med masser af populær musik. Og i år er det noget helt særligt. Det er nemlig 25. gang, festivalen byder musikglade gæster fra hele landet op til dans.

For 25. gang er Ribelund Festival klar til at slå dørene op for festivalgæsterne, og igen i år er der gode bands på programmet som for eksempel Kandis, The Mumes, Johnny Madsen Jam, Byens Hotel og syng-med-musik v/DJ.

Det store aktivitetstelt byder på spændende aktiviteter, og publikum vil også kunne finde vores alsidige grillbod, pølsevogn, kaffe- og kagebod, drikkevarer og infobod med et væld af merchandise til minde om dagen.

Ribelund Festival tiltrækker hvert år godt 1.000 tilhørere, og det er ikke kun de lokale, der møder op. Der kommer busser fra hele landet til den traditionsrige musikfestival. Arrangementet er for alle – både med og uden et handicap, og festivaldeltagere med et handicap kan få ledsageren gratis med.

– Vi er dybt taknemmelige for de mange frivillige hjælpere og medarbejdere, der er med til at gøre dagen fantastisk, siger vicecenterleder på Udviklingscenter Vest Marianne Thorøe. Uden dem ville det være umuligt at arrangere en så stor festival år efter år.

Billetsalget går allerede rigtig godt, og man kan stadig nå at købe en billet ved at kontakte Udviklingscenter Vest på ucv@esbjergkommune.dk eller tlf. 76 16 84 05. Det er selvfølgelig også muligt at købe billet ved indgangen, lyder det fra Esbjerg Kommune i en pressemeddelelse.