Tekst: Torben Ravnborg Nissen Foto: Privat, onsdag den 21. januar 2026
Ribes Blomsterhus modtog i går ESG-diplomet fra Esbjerg Kommune. Diplomet blev overrakt af jobkonsulent Anne-Mette Lindhardt fra Jobcenter Esbjerg som anerkendelse for forretningens målrettede indsats for at inkludere unge, der befinder sig i en fase præget af usikkerhed og endnu ikke har fundet en klar retning i livet.
Esbjerg Kommune og Jobcenter Esbjerg har sat fokus på ESG og virksomheders samfundsansvar ved at fremhæve dem, der gør en reel forskel, og her er Ribes Blomsterhus iblandt.
– Vi er en lille virksomhed, hvor vi arbejder tæt sammen, så det sociale er vigtigt. Derfor har vi også nogle fordringer til de unge, inden vi inkluderer dem i vores forretning, fortæller Per Mathiesen, der ejer Ribes Blomsterhus.
– Vi vil gerne hjælpe dem videre til at finde et ståsted i livet, og vi mener, at en af måderne er at opbygge tillid og selvværd hos den unge, fortsætter han.
– Det er unge, der er usikre og måske ikke altid er blevet mødt positivt af omgivelserne, vi får til samtale. Her forventningsafstemmer vi og finder ud af, om vores lille virksomhed er det rette sted.
Der er jo både en meget specifik faglighed, et tæt arbejdsmiljø og kundebetjening, så det kan forestilles, at det er en stor mundfuld for nogle unge mennesker, siger Per eftertænksomt.
– Men forventningsafstemning er gensidig, og vi finder stort set altid en vej, fordi vi har realistiske forventninger, siger han smilende.
Den første kontakt sker gennem jobcentret, som derefter kontakter virksomheden. Efter en fælles vurdering finder man ud af, om Ribe Blomsterhus kunne være det rette sted. Den unge kommer herefter til samtale i forretningen, og der er løbende kontakt med Jobcenter Esbjerg gennem hele forløbet.
– Vi kommer heldigvis for det meste i mål. Vi vil gerne sende de unge mennesker videre med mere selvtillid og nogle sociale kompetencer, så de kan klare sig videre i livet. Men de skal også være indstillet på at give noget af sig selv for i sidste ende at blive set som det menneske, de er, fortæller Per.
Ribes Blomsterhus har fortsat kontakt til flere tidligere unge ansatte, som stadig kigger forbi – også selvom de er flyttet fra byen.
– Det er altid hyggeligt, og så må noget jo have lykkedes, afslutter Per smilende.
I forretningen er man glade for anerkendelsen, som ses som et bevis på, at det nytter at arbejde målrettet med unge mennesker på kanten af arbejdsmarkedet, der fortjener en chance.
Fakta om ESG-diplomet
ESG-diplomet uddeles af Esbjerg Kommune til virksomheder, der tager socialt ansvar og arbejder aktivt med inklusion og ansvarlig beskæftigelse. Diplomet anerkender virksomheder, som bidrager positivt til det lokale arbejdsmarked.
ESG står for Environmental, Social og Governance og dækker miljøhensyn, sociale forhold samt ansvarlig ledelse – de tre grundpiller i bæredygtig virksomhedsdrift.
Med ESG-diplomet sætter kommunen særligt fokus på den sociale indsats. Det gives til virksomheder, der skaber inkluderende arbejdspladser, ansætter medarbejdere med særlige behov og samarbejder med jobcentret om at få flere i job eller uddannelse. Diplomet fungerer samtidig som et kvalitetsstempel over for kunder og samarbejdspartnere.








































































