Tekst & Foto: Johnny Tauman
19. februar 2025
– Vi er i den situation for andet år i træk, at vi står og mangler et bestyrelsesmedlem, lyder det fra formanden for Ribe Venstre, Anders Rohr Jørgensen, der fortsætter: – Det er umuligt at finde nogen, der vil engagere sig i politik på organisationsniveau. Han siger til RYK IND RIBE, at en mulig løsning på sigt vil at tænke på sammenlægninger mellem lokale venstre foreninger for at kunne stille med en fuldtallig bestyrelse.
Medlemstallet er faldet 75 %
Anders Rohr Jørgensen giver her et kort historisk overblik: – Tidligere hed den lokale venstre forening Ribe By Venstre, men efter sammenlægninger med først Farup, og senere Vester Vedsted-Hviding venstreforening, valgte vi at ændre navnet til Ribe Venstre.
– Vi ligger geografisk i et område, som nogle kalder udkants Danmark, og det er jo for de fleste bekendt, at det kniber med at bevare befolkningstallet, men endnu værre ser det ud med medlemstallet, som siden jeg startede i bestyrelsen for 25 år siden er faldet med op mod 75%.
Borgmester cyklede rundt
I “gamle dage” i Ribe Kommunes tid kørte Jens Christensen (tidligere Ribe borgmester) personligt rundt og fik fornyet medlemmernes medlemskort. – Det var før emailens tid, og vi sparede dengang 4,75 kr. i porto pr. medlem, lyder det fra Anders. – Jeg er sikker på, at et personligt besøg har været medvirkende til at fastholde medlemmerne, og den største årsag til vores faldende medlemstal er også udmeldelse pga. dødsfald. De trofaste partisoldater falder simpelthen fra af naturlige årsager, og der kommer ikke nye til.
En idé til Frost
– Jeg har endnu ikke spurgt Jesper Frost Rasmussen, om vi skulle prøve at genoptage den praksis, at det er borgmesteren der besøger medlemmerne når medlemskabet skal fornyes, siger Anders med et smil og tilføjer: – Det kunne da være et sjovt eksperiment.
Annonceret 6 uger før
Kommunikationen kan strammes op. – Dagsordenen til Generalforsamlingen er sendt ud for 6 uger siden, men hvor mange mon husker, at det er på onsdag, at den finder sted, spørger formanden. Ribe Venstre holder Generalforsamling på Backhaus onsdag den 26. februar. Kl. 19.00. Der er ingen tilmelding.
Vil du have indflydelse
– Skulle der være en borger, som går med en drøm om en politisk karriere, så er der en ledig post i Ribe Venstres bestyrelse, oplyser formand Anders Rohr Jørgensen. Han fremhæver, at det er et rigtig godt sted at starte, hvis man vil have indflydelse, og være med til at sætte retningen for Venstres politik i Esbjerg Kommune.
Formanden gør dog også opmærksom på, at Ribe Venstre ikke bare går efter at få en ledig plads besat. – Vi ønsker en bred bestyrelse, så håbet er at finde en person som har engagement og ønsker indflydelse. Interesserede kan kontakte formanden for yderligere oplysninger.