Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 21. maj
Trods corona-restriktioner er der igen kommet godt gang i tennis for de ældre. Torsdag den 6. maj startede Ribe Tennisklub sin 15. sæson med ældreidræt.
Der har gennem alle årene været en rigtig god tilslutning til aktiviteterne – selv her i de sidste to år med corona-problemer, der har bevirket, at det var et krav med tilmelding inden starten og en hel del restriktioner, der skulle – og stadig skal – overholdes.
Deltagerantallet har gennem årene været mellem 15 og 20 ældre, og det finder de to trænere, Susanne Hvitved og Poul Christensen, meget tilfredsstillende.
Der er 4 baner til rådighed, og det vil sige, at max. 16 spillere kan være i gang på samme tid, men skulle det medføre en pause, har spillerne bestemt ikke noget imod det, for så bliver der jo tid til et lille hvil og en hyggesnak, inden man skal i gang igen.
Jo, det sociale har høj prioritet i forbindelse træningen, understreger de to trænere, der også lige benytter lejligheden til at gøre opmærksom på ældreidrættens slogan: ”Mennesket er født til bevægelse og samvær med andre”
Klubben har desuden sørget for, at der hver træningsdag kan afhentes rundstykker hos klubbens sponsor bageriet Pompei i Ribe. Og så er klubben også vært ved et par stykker smørrebrød ved det årlige afslutningsarrangement i oktober.
Hvis man ikke selv har en ketsjer, kan der lånes en i klubben, og klubben stiller også bolde til rådighed for træningen.
Der er træning hver torsdag fra kl. 10.00 – 12.00 på banerne bag Ribe Fritidscenter. Undervejs holdes et kvarters pause, hvor man kan hygge sig med kaffe og rundstykker.
For at deltage en hel sommer betaler man et spillergebyr på 250,- kr., og det kan de fleste nok lige klare, mener klubbens kasserer.
Nye spillere er altid velkomne, begyndere som mere øvede. Der er også mulighed for instruktion, hvis det ønskes. Man er velkommen et par prøvegange, hvis man lige skal se ketsjer og øvrige deltagere an, fortæller de to trænere, og de føjer til: ”Det skal være sjovt at gå til ældreidræt”









































































