Tekst og foto: René Jørgensen, copyright
30. maj 2019.
Ribe summede af liv i gaderne – Ribe by Night var godt besøgt.
Man når lige ind til Skjern Bank, så er der helstegt pattegris med sprøde svær og kartoffelsalat, og det var noget de besøgende i banken kunne lide.
På J. Lauritzen plads var der både til maven og ørerne. Musikkollektivet spillede for publikum af den gode klassiske pop og rockmusik.
Porsborg havde flyttet deres gourmet bar ud til J. Lauritzen plads, og her blev der bl.a. solgt gourmet hotdogs i stor stil. Grillpølserne er Vesterhavspølser, og alt dressing er hjemmerørt og tilbehøret lavet fra bunden. Til dagens arrangement var brødene fra POMPEI, fortalte Christian Dose, der var i gang med to store gourmet hotdogs til søstrene Iversen, der kunne berette, at det var kræs.
Andelskassen kunne nok få de fleste – i hvert fald mænd og børn – til at spærre øjnene op, for uden for banken holdt en stor Boss Hoss 502 motorcykel med 5 – 600 hk. og med en saddel så stor som en parkbænk. På billedet er det filialdirektør Karsten B. Svendsen der fremviser den flotte maskine.
Hos Bog & Ide havde Ribe Skyttekreds taget opstilling og børnene kunne prøve færdighederne af som skytte. Hans Jensen fra kredsen var noget mere tilfreds med vejret i dag end sidste år, hvor det blæste en del.
På Skibbroen kunne man også nyde mad og musik. Kvickly serverede pølser og helstegt pattegris m. tilbehør. Tørsten kunne slukkes med vin eller et glas skummende fadøl.
Ved Domkirken blev der danset af de ihærdige dansere fra ”Kom og dans”. En kæmpe oppustelig hoppepude med muligheder for en ”flad”, hvis man ikke var hurtig. Børnene morede sig godt, og mon ikke forældrene kiggede lidt dans, mens børnene hyggede sig.
Det gode skib Mary havde kastet anker ud for SYDBANK, mens Rasmus Klump bevægede sig rundt i gaderne og delte ”krammer” ud.
Mon ikke alle nød en aften i hyggens tegn. Ribe kan lave de arrangementer, der også trækker gæster til fra nabobyerne.