Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 13. juni 2024

Mens storken fortsat har svært ved at slå sig ned i Ribe men til gengæld ses i større flokke – helt op til 21 – på engene omkring Ribe, inviterer Ribe Storkelaug nu på en storketur lørdag den 22. juni. Vil du med, skal du melde dig til senest på lørdag den 15. juni.

Turen går til storkebyen Bergenhusen i Slesvig-Holsten. Byen ligger inde sydøst for Husum nidt i det smukke englandskab mellem floderne Ejderen, Trene og Sorge. Byen blev første gang nævnt som Beveringhuse i 1304. Bynavnet er afledt af bæver.

Landsbyen betegnes som ’storkeby’, fordi den altid har huset en stor bestand af ynglende hvide storke – og fortsat gør det. Sidste år var der således tæt på 25 ynglepar i den lille landsby, og om sommeren er der ’et leben’ med lyden af storkene og de mange smukke syn, når de voksne storke flyver til og fra de mange reder for at sørge for deres unger.

Bergenhusen byder også på en fin og meget informativ storkeudstilling, som giver godt indblik i storkens natur og dens nære relationer til vi mennesker. Det er en folkekær fugl, og måske netop derfor sætter vi så meget ind på at få den igen på vore breddegrader.

Turen gennemføres i bus, og der venter en dejlig dag med hygge og gode oplevelser.

Afgang kl. 9:00 fra P-pladsen ved Føtex i Ribe.

Her fra sættes kursen mod Bergenhusen, og under vejs findes en rasteplads, hvor der spises rundstykker og nydes en kop kaffe/the fra bussen.

Ankomst til Bergenhusen ca. 11:30, hvor der er ’fri leg’ ind til kursen sættes mod nord kl. 15:00. Der bestilles borde på kroen – Landgasthof Hoier Boier – så de der vil være med til fælles frokost, kan møde op kl. 12:30. Frokosten er ikke med i arrangementet, og der er selvbetaling her for. Hoier Boier tilbyder en ’schnitzel-menu’ – med stegte kartofler og asparges (ca. 20 EUR).

Der lægges også et besøg i Storkecentrum ind efter frokosten.

Ca. 16:15 rammer vi grænsebutikkerne i Süderlügum og forventet ankomst i Ribe kl. ca. 18:00.

Pris: 100 kr. for medlemmer af Storkelauget og 150,- kr. for ikke-medlemmer. Tilmelding senest den 15. juni til Kassemester Esther Hoftijzer ved indbetaling af beløbet på MobilePay 81 53 96. Husk at angive navn + antal + ja/nej til frokost på kroen.

Storkerede i Bergenhusen