Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto arkiv Ove Detlevsen, mandag den 16. juni 2025

Med byrådets godkendelse mandag er der nu åbnet for en omfattende byfornyelse i det indre Ribe, som vil give byen et løft og mange år fremover vil komme til at bræge bybilledet.

Det nye projekt er en fortsætte af det projekt, som egentligt skulle have været gennemført op til i år, men som tiden er løbet fra. Derfor er dette projekt skrottet, og de omkring 11 millioner kroner, der var afsat, er overført til det kommende projekt, der antages at ville koste omkring 14 millioner kroner.

En væsentlig del i det nye projekt er, at Ribes borgere i høj grad bliver inddraget, og det er op til Ribe Byforum at få projektet gennemført støttet af den kommunale forvaltning. Formanden for by- og planudvalget, Henning Ravn (V) understregede således i sit indlæg på byrådsmødet vigtigheden af, at de lokale beboere liver inddraget i projektets tilblivelse.

– Der er nedsat en lokal styregruppe, som netop skal sikre den lokale indflydelse, slog Henning Ravn fast.

Projektet er beregnet til at løbe over fem år. Det har følgende overskrifter:

Udviklingsplan for Skibbroen og det maritime Ribe samt pontonbro og renovering af Kvaderstensbroen. Det indebærer, at man sætter fokus på det maritime Ribe og etablerer en pontonbro fra Skibbroen til Ribe Sejlklubs lokaler, så både fastboende og gæster kan nyde Skibbroen og åens løb.

Ny belysning af Ribe Domkirke. Den gamle belysning er gammel og nedslidt. Der kan ikke skaffes reservedele, og med en ny belysning vil man sætte spot på Ribes vartegn.

Forbedring af pladsen foran Ribe Kunstmuseum. Pladsen er i dag offentlig men ikke meget brugt. Med en forbedring vil man gøre pladsen mere attraktiv og samtidig markere, at her er kunstmuseet.

Nye broer over Andeøen. De gamle er nedslidte og skal snart fornyes. Der overvejes en konkurrence om de nye broers udseende.

Torv og renovering af bro ved Ydermøllen. Der hvor gågaden går over i Saltgade og Sct. Nicolaigade tænkes anlagt et Torv, som gør pladsen mere indbydende.

Sti omkring Støberikvarteret. Der foreslås en sti omkring det nye boligområde fra Vandrerhjemmet og ud til Saltgade.

Mikkel Ammitzbøl (SF) sagde, at det er spændende at følge med i, hvad der sker. Vi står i en udvikling, der er med til at præge Ribe fremover, og det er værd at bemærke, at det ikke kun er til glæde for Ribe men til gavn for hele kommunen.

Karen Sandrini (V): – Jeg har fulgt projektet en del år, og det er prisværdigt, at så mange kræfter er inviteret ind og så mange møder op og følger projekterne.

– Det er værd at kvittere for at inddrage erfaringerne fra Bramming. Erfaringerne vidner om, at når borgere er inddraget sammen med gode folk fra forvaltningen, kommer der noget positivt ud af det, sagde Karen Sandrini bl.a. med henvisning til den byfornyelse og processen omkring den, som har fundet sted i Bramming.