Project Description

Tekst & Foto: Johnny Tauman
13. oktober 2021

Er du på udkig efter en sjov og anderledes oplevelse i efterårsferien? Så er Skydesportens Dag lørdag den 16. oktober et godt bud på en ferieoplevelse udover det sædvanlige – for hele familien, fortæller Svend Petermann fra Ribe Skyttekreds, som er klar med yderligere informationer på mobil 30329638.

Hvordan er det at skyde med et rigtigt våben? Hvad skal der til for at ramme plet? Og er der en dygtig skytte gemt i dig? Alt dette og meget mere kan du blive klogere på, når Ribe Skyttekreds ligesom en lang række andre skytteforeninger landet over, slår dørene op på indendørs banerne i kælderen på Vittenbergskolen  .

– Der er tale om et åbent hus-arrangement for hele familien fra kl. 10-15, hvor man har mulighed for at prøve at skyde med riffel og pistol, fortæller Svend Petermann.  Foreningens dygtige instruktører står klar til at give alle en smagsprøve på, hvad skydning er, guide igennem udfordringerne på skydebanen og sætte de besøgende ind i våben, teknik og sikkerhed.

 Skydning er for hele familien

Skydesportens Dag er et landsdækkende arrangement, der bliver afholdt i et tæt samarbejde mellem DGI Skydning og lokale skytteforeninger.
Vores foreninger glæder sig til at vise, at skydning er en fantastisk og udfordrende idræt, som hele familien kan være sammen om på tværs af generationer”, fortæller Jakob Nielsen, der er konsulent i DGI Skydning.

Skydning handler om ro, fokus og koncentration

Er du dygtig til skydespil på computeren, vil du opdage, at skydning “i virkeligheden” også er spændende og udfordrende – bare på en anden måde. Det er en idræt, der kræver koncentration, træning og mentalt nærvær for at lave det perfekte skud hver gang. At stå på skydebanen skaber ro og fokus og kræver ikke mindst, at du kan lægge telefon og iPad væk og skrue ned for tempoet, understreger Jakob Nielsen.

 

Annonce