Tekst og foto: Hans Jørgensen, tirsdag den 22. maj.
Alle vi, der bor i Ribe, ved det: Ribe er helt unik.
Det er Nordens ældste by, og det er Europa smukkeste lille by. Nu skal det også være Danmarks flinkeste by!
Bevægelsen Nice, der oprindeligt startede i nogle forretninger og oplevelsessteder, har bredt sig. Og i Ribe har tre ildsjæle taget ideen op. Jane Madvig Søndergaard, turistchef, Heidi Maimburg, Ribe Byferie, og Claus Pedersen, Dan Hostel Ribe, har allerede arrangeret de første events, hvor ripensere iført blå jakker har været ude og byde gæster velkommen til Ribe og hjælpe gæsterne til rette. Og flere events kommer til.
Det er helt klart efter tirsdagens møde på Dan Hostel, hvor omkring 60 forretningsfolk og andre var mødt op for at høre om Nice.
Bevægelsen Nice handler, skåret ind til benet, om at være flinke og hjælpsomme overfor andre. Nice står for New Innovate Customer Experiences. Altså handler det om at give kunderne og gæsterne ekstra gode oplevelser.
Som nævnt er bevægelsen startet i forretninger og oplevelsessteder, men da folkene bag hørte om, at Ribe som by gerne ville med, var de straks med på ideen. Dermed er Ribe den første by i bevægelsen, men flere er på vej. Trekløveret fra Ribe er således bl.a. inviteret til Ålborg for at fortælle om ideen.
Og som de tre ildsjæle understregede på mødet tirsdag, så handler det blot om i dagligdagen at gøre lidt mere end ellers for at give andre en god oplevelse. Og det hjælper faktisk også en selv, for gør man en god gerning, bliver man selv gladere. Det viser alle undersøgelser.
Nice Ribe er som sådan ikke en forening men en bevægels, og jo flere, der er med, jo bedre bliver det. Turistkontoret har blå veste med titlen Ribe – nice staff. Dem er man velkommen til at låne og gå en tur for at byde gæster velkomne og hjælpe de, der måske ikke lige kan finde et toilet, et spisested, eller hvad det nu måtte være.
Flere har allerede gjort det, og flere vil gøre det i den kommende tid, for Jane Madvig, Heidi Maimburg og Claus Pedersen planlægger flere events i den kommende tid. Hvornår og hvor de kommer, er ikke afgjort endnu, men alle kan selv gå i gang. Og vil man orientere sig mere om bevægelsen, kan man på Facebook blot søge på Nice Ribe. Så kommer bevægelses hjemmeside op.
Og at det er en god ide med bevægelsen i Ribe, viste ikke alene mødedeltagelsen men også stemningen på tirsdagens møde med al tydelighed. Opbakningen fyldte mødesalen på Dan Hostel til bristepunktet.
Her holdt Lars AP fra foreningen Fucking Flink, et inspirerende foredrag, hvor han med eksempler kunne fortælle om små handlinger og gestus, der gør livet sjovere for alle. Så som at være parkeringsvagt og uddele gaver til alle, der parkerer pænt eller har vasket sin bil fremfor at give bøder til lovovertræderne.
Fucking Flink har i øvrigt en ripenser som partner. Det er Tina Werborg, datter af Sonja og Per Werborg.










































































