Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 30. september 2026
Efter en 2026-udgave med næsten 1.000 deltagere er Ribe Rosé Walk tilbage i 2027 med en ny rute gennem Danmarks ældste by. Billetsalget starter allerede i morgen, torsdag den 1. oktober kl. 10.00.
Næste års tur bliver gennemført den 14. juni med start klokken 14.
Vin For Dig gennemførte i 2026 Ribe Rosé Walk sammen med tidligere butiksindehaver Morten Schøler, og næsten 1.000 deltagere gik ruten gennem Ribe med rosé i glasset. Selv om dagen startede med regn, mødte stort set alle gæster op. Da arrangementet først kom i gang, kom solen også frem.
– Vi var spændte, da vi så vejrudsigten. Men gæsterne kom, og humøret fejlede ikke noget. Det siger meget om både deltagerne og om Ribe som by, at regnen ikke kunne ødelægge dagen, siger Mathias Bruhn.
Ny rute i 2027
Arrangørerne har allerede kurs mod næste års udgave, der byder på en ny rute og nye vinoplevelser.
– Ribe er en helt unik by til et event som det her. Man får kulturen, historien og de smukke gader, og samtidig gode smagsoplevelser i glasset. Med en ny rute i 2027 får både nye og tilbagevendende gæster noget nyt at opdage, siger Marco Schmidt, indehaver af Vin For Dig.
Tak for den lokale opbakning
Arrangørerne takker for den lokale opbakning, især fra Andelskassen, som i 2026 sponsorerede vand til deltagerne og regnponchoer til dem, der stod og manglede en.
– Andelskassens opbakning betød rigtig meget. Vandet var godt at have undervejs, og ponchoerne reddede dagen for en del gæster, da regnen stod på. Den slags lokale opbakning gør det muligt at skabe et arrangement af den her størrelse, siger Mathias Bruhn.
Høj efterspørgsel: billetter via SafeTicket
Interessen for Ribe Rosé Walk er stor. Derfor sælges billetterne igen via SafeTicket, som kan håndtere det store pres, når salget åbner.
– Vi kan mærke, at mange allerede har sat kryds i kalenderen. Vores råd er at være klar, når salget åbner torsdag kl. 10, siger Marco Schmidt.






































































