Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 21. marts 2023

Foråret nærmer sig og dermed også tiden for aktiviteter på vandet.

I Ribe markerer Ribe Roklub forårets komme med standerhejsning på lørdag den 25. marts ved klubbens hus ved Erik Menvedsvej.

I forbindelse med standerhejsningen vil klubbens nye, store kran, der er blevet et markant islæt ved åen, blive officielt indviet. Den nye kran har en højde på tre meter og en kranarm på syv meter. Den skal bruges til at sætte de tunge både i vandet og hive dem op igen. Det er et arbejde, der tidligere er foregået ved håndkraft, og som har medført skader på roklubbens medlemmer og på bådene.

Optaget af at undgå skader

Formanden for Ribe Roklub, Peter Witt, siger:  – Inriggerne – de klassiske robåde – er velegnede at ro i for alle: unge som ældre. De er dog ret tunge at håndtere, og vi er i bestyrelsen meget optagede af at undgå skader på såvel roere som materiel. Derfor er kranen et længe næret ønske, der nu går i opfyldelse.

Roklubben har arbejdet med projektet gennem flere år og har fået meget stor støtte fra Nordlys Vækstpulje, samt fra Claus Sørensens Fond i Esbjerg og Max Fodgaard Fonden. Projektet er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen samt Esbjerg Kommune, så kranen ikke skæmmer det fredede areal omkring Slotsbanken.  Kranfirmaet Max Fodgaard A/S har leveret kranen, mens Stark Ribe har bidraget til at rejse kranen, der, som omtalt i Ryk Ind Ribe, blev rejst den 17. november sidste år.

Sæsonstart og åbent hus

Ribe Roklub har ca. 150 medlemmer fordelt på mange bådtyper: kajakker, inriggere, outriggere, Stand-Up Paddle samt e-roning. Klubben har børne- og ungdomsroere, voksen-roere og senior-roere. Seneste sæson roede klubbens medlemmer godt 35.000 km.

Den 25. marts starter sæsonen for de rutinerede roere, men allerede lørdag den 15. april holder roklubben åbent hus kl. 10-16, hvor alle interesserede kan prøve kræfter med de forskellige former for roning. Kort efter starter klubbens instruktion af nye roere.