Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Johnny Tauman, fredag den 6. oktober 2023

Ribe Roklub sørger i morgen, lørdag, for, at alle har en mulighed for at prøve at ro en maraton på 42 kilometer. Det sker ikke på vandet, så alle deltagere slipper tørskoet fra arrangementet.

Roklubben har ved hjælp af en række sponsorer fået mulighed for at lancere e-roningsmaraton. Roningen foregår på romaskiner, og der stilles to romaskiner op i Kvickly og to i Føtex, ligesom klubbens øvrige romaskiner vil være til rådighed i klubhuset.

Den ene af de to maskiner i Føtex og Kvickly vil blive roet af medlemmer af roklubben på skift, mens den anden maskine vil være til rådighed for alle interesserede, der på den måde kan prøve, hvordan det er at ro og hvor længe, de kan holde ud.

Der opsættes store skærme ved maskinerne, så man kan følge med i, hvor langt og hvor lang tid, der er roet. Tilmelding til arrangementet er ikke nødvendigt. Man skal bare møde op fra klokken 10 og indtil klokken 15, hvor arrangementet slutter.