
Bemærk det “rene” og klare vand ved den gule børste
Tekst & Foto: Johnny Tauman
16. juli 2022
(Første artikel af to)
Rundvisningen er ved at være forbi – vi står nu ved det sidste bassin, hvor vandet er klart og snart bliver pumpet ud i den bæk, som leder det frem til Ribe Vesterå. – Ja, Egon, så kommer jo det åbenlyse spørgsmål fra en lægmand, der ikke kender graden af renhed i det rensede og tidligere brune vand. Vil du drikke det? Fra den bevægelige gangbro siger en smilende Egon Grosen: – Nej, det vil jeg bestemt ikke, da der stadig er den del bakterier i vandet med en ph værdi mellem 6,5 og 8,5. Dagligt udledes der 2500 m3. Den maksimale mængde er 14.000 m3.
- 2020-22: Benny Andersen A/S ….
- .. og Nørgaard Anlæg har haft travlt med kloakarbejder
Mens der graves i Ribe Midtby og kloaksepareres til stor irritation for byens borgere og ikke mindst turister, så er der glæde at spore hos DIN Forsynings Rensningsanlæg på Bjerrumvej, som på sigt får bedre vilkår for at følge med, når der er lange perioder med regn, som sender store mængder vand i kloaknettet.

Kloaknettet under Ribe
Egon Grosen har været med i 26 år – og sammen med en driftsleder og 6 mand står de 24/7 parat til at gribe ind ved alarmer fra 5 renseanlæg og ikke mindre end 190 pumpestationer. De dækker et område svarende til de tidligere Ribe og Bramming Kommuner. – De fleste pumpestationer har heldigvis en reservepumpe, som tager over, hvis hovedpumpen sætter ud. Det betyder, at vi så kan lave service inden for almindelig arbejdstid. Hvor længe Egon bliver ved hos DIN Forsyning fortæller historien ikke noget om, men i Varde Rensningsanlæg er den ældste 79 år.
Den største pumpestation ligger på Skibbroen
I Ribe By er der en række store pumpestationer, som sørger for at pumpe spildevandet og sende det videre frem til Rensningsanlægget på Bjerrumvej. På Skibbroen tæt ved Stormflodssøjlen ligger det største pumpeanlæg, som maks. kan sende 900 m3 i timen videre forbi Slotsgraven under dæmningen ved Kongensgade videre under Stampemølleåen. En af de andre store pumper ligger ved Hvide Bro, som nogle kunne lugte, da der var en grundvandssænkning med rensning af grundvandet, inden det blev sendt videre i det eksisterende spildevandsnet.
- Det digitale udstyr får nye grønne skabe ….
- … og hver anden dag tages der prøver, som analyseres
Rundvisningen på Rensningsanlægget indledes med besøg på værkstedet, hvor der bygges nye stationer – nu i grønne kasser. Også laboratoriet får lige nogle ord med på vejen, hvor der hver anden dag tages 10 prøver, som undersøges for bla. Næringsstoffer som fosfor, kvælstof, pH-værdier og temperatur. De seneste år er der desuden vandprøver, som sendes ind til sporing af Covid19. De fremsendes 2 gange om ugen til Statens Seruminstitut.
Pumper og vådservietter er en dårlig cocktail
- Egon nyder sit arbejde – og viser ofte skoleklasser rundt…
- … her fremviser han de fire pumper, som er anlæggets Akilleshæl
I den næste hal ses nede i dybet 4 pumper, som klarer al spildevand / regnvand, som når frem gennem kloaksystemets systemer: de store rør med en diameter på 60 cm eller de to direkte pvc rør direkte fra Ø. Vedsted og Roager. De to sidstnævnte er to lange rørledninger uden pumpestationer på vejen. – Det er her, vi har en Akilleshæl, idet større genstande kan sætte sig fast. Det værste er uden tvivl vådservietter, som flere skyller ud gennem toilettet, siger Egon Grosen – og opfordrer borgerne til at undlade denne adfærd.