Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 21. december 2025

Et stykke kulturhistorie i Ribe er på vej til at blive slået ihjel.

Det navnkundige Ribe Politikorps, der kan datere sine aner omkring 400 år tilbage i tiden, og som politikorps har eksisteret i mere end 150 år, mister formentligt noget af sit særkende.

Sagen er, at politikorpset medlemmer ikke længere må gå med våben med mindre, de betaler sammenlagt 4.000 kroner for en våbentilladelse, der til gengæld varer i fire år.

Sagen er, at Ribe Politikorps hidtil ved udrykninger har båret geværer fra 1864. Geværer, der for så vidt stadig er funktionsdygtige, men som det ikke længere er muligt at skaffe ammunition til, og som derfor heller ikke kan skyde. Hertil kommer sidevåben i form af en bajonet.

Disse våben benyttes af politikorpset fire gange om året ved udrykninger, og når de ikke er i brug, opbevares de under lås og slå, så ingen uvedkommende kan komme til dem.

Men nu har jurister i justitsministeriet fundet ud af, at skal politikorpsets medlemmer bære våbnene under en udrykning, skal Ribe Politikorps betale 1250 kroner i våbentilladelse for hvert af de 33 geværer, der er tale om. En våbentilladelse, der godt nok gælder for fire år. Men dertil kommer, at den enkelte bærer, altså medlem af politikorpset, skal betale et lignende beløb for at gå med våbnet. Men ikke nok med det: der skal også betales 1500 kroner for det sidevåben (bajonet. Red), der bæres under en udrykning.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ole Jørgensen

Den daglige leder af Ribe Politikorps, Ole Jørgensen, lægger ikke skjul på, at han finder, at dette er bureaukrati af værste skuffe.

– Vi er en frivillig forening, hvor medlemmerne betaler 350 kroner om året for at være medlem. Vi er et stykke kulturhistorie. Ud over Ribe er der kun et politikorps i Danmark, nemlig i Assens.

– Vores våben er funktionsdygtige ja, men vi kan ikke købe ammunition til dem nogen steder, så de kan ikke skyde. Og vi har ingen intentioner om at skyde med dem. Vi fik i sin tid mulighed for at bestå som politikorps af den tidligere Ribe Kommune mod, at vi ikke kom til at ligge kommunen økonomisk til last. Vi fik overdraget geværerne mod, at vi ville levere dem til Nationalmuseet, hvis foreningen blev nedlagt.

– Vi har spurgt ministeriet, om vi kunne blokere geværerne, så de ikke kan skyde. Beskeden er, at i givet fald skal vi skære løbene op på langs med en vinkelsliber, men det kan vi ikke, da geværerne ikke er vores, siger Ole Jørgensen.

– Hvad gør i så?

– Ja, nu skriver jeg til justitsministeriet for at høre, hvad vi skal gøre, lyder det fra Ole Jørgensen.

Første gang i nyere tid, man så politikorpset rykke ud uden geværer, var ved juleoptoget denne søndag eftermiddag i Ribe.