Tekst & Foto Johnny Tauman
16. december 2019

Teltet foran Føtex var fyldt med mænd i uniformer – de snakkede og hyggede. Og så fik de traditionen tro mulighed for at få en ”Gammeldansk”. RYK IND RIBE var heldig at møde Gert Hansen, som straks serverede en lille skarp – og samtidig løftede en ”hemmelighed”: ”Vi får altid to, inden vi skal ud at marchere – én til hvert ben”. Ib Sørensen nikkede til denne oplysning, mens han kunne se ud på stormen og regnen, der på det tidspunkt stod ind over hovedindgangen til butikken.

Medlemmer af Politikorpset fik en god snak inden turen gennem byen

Og så er der afgang – FØTEX kan igen sælge juleting og træer. Gert Hansen har fået trommen på plads.

Teltet – udsalgsstedet for juletræer mm – var besat – i hvert fald ind til klokken godt 13, hvor juleoptoget skulle i gang med Ribe Politikorps i front.

Løjtnant Ole Jørgensen er “chefen” – og han sørgede for, at Ribe Politikorps var klar, da årets juleoptog blev sendt afsted.

En årlig træning

Da ”chefen” – løjtnant Ole Jørgensen gav tegn – så kom der gang i benene – og der blev stillet op med musik og geværer. Med et stort smil fik Gert Hansen placeret trommen på maven: “Vi øver ikke så meget, men der er “professionelle” musikere med, som bla. spiller i Ribe Big Band”. Gert Hansen har været med i Politikorpset i 15-20 år – og kan tilføje, at det er det eneste korps i landet, der har en “musiklinje” med bla. trækbasuner og trommer.

Vægterne førte an – efterfulgt af tamburmajoren og politikorpsets musikere

Nu var det spændende, om der kunne marcheres i takt – og kolonnen kunne holdes sammen. Det gik nu meget fint – flere steder på turen kunne det ses, at den årlige træning er tilstrækkelig.

God ånd og kammeratskab

Der hersker en virkelig god ånd og et godt kammeratskab i korpset, og at medlemskab er attraktivt vidner en lange venteliste om. I dag har Ribe Politikorps følgende bemanding:

  • 1 løjtnant
  • 1 oversergent
  • 3 sergenter
  • 3 korporaler, hvoraf 1 er tamburmajor
  • 42 underkorporaler heraf en musikdeling på 9 underkorporaler samt 2 korporaler.

Klar til sammen med “vennerne” at levere en flot march.

Ib, Ole, Gert, Thomas, Egon, Kaare, Søren Rasmussen, Uffe og alle de andre udgør politikorpset på i alt 51 mand. Som de selv anfører, vil antallet være et nogenlunde konstant, idet man ikke råder over geværer til yderligere tilgang.

Korpsets gamle geværer, som stammer fra 1864, er arvet fra militæret og er nogle af de første bagladegeværer herhjemme.

FAKTA BOKS

1855
Justitsminister Simony udsteder den 31. oktober 1855 et ”Reglement for Ribe Kjøbstads Brand- og Politicorps”, – der hermed var oprettet som en moderniseret afløser af den gamle borgervæbning.

1892
Der udstedes en ”Vedtægt for Ribe Kjøbstads Brandvæsen”.

1902
Der udstedes ”Instruks for Ribe Købstads Politikorps”.

Ribe Politikorps er hermed formelt udskilt fra brandvæsenet som et selvstændigt korps med Politimesteren som øverste chef.
Opgaverne er igen som hos den gamle borgervæbning at hjælpe til med oprettelse af ro og orden ved ildebrand og i andre tilfælde, som Politimesteren måtte bestemme.
Instruksen fra 1902 gælder den dag i dag for Politikorpset.

2005
Ribe Politikorps fejrer 150-års jubilæum.

Der var stil over marchen – og undervejs rettede de ind på de toppede brosten (foto: René Jørgensen)