Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, fredag den 31. maj 2024
Samtidig med, at der sker store ændringer i bybusnettet i Esbjerg, får Ribe-området en længe ønsket busrute oprettet som et forsøg.
Ribe får nemlig en “ny’” rute 411, der forbinder mange af Ribes største attraktioner. Ruten skal gøre det mere attraktivt for turister i området at vælge den kollektive trafik til. Modsat den nuværende 411, kommer den nye version af ruten til at køre hele sommerferien, og den kan sætte turister af ved både Ribes Vikinger, Storkesøen og Vadehavscenteret.
Problemet har hidtil været, at det har været meget svært for turister, der ikke selv er kørende, at komme ud til turistattraktionerne syd for Ribe.
Den nye rute bliver indført samtidig med, at der sidste søndag i juni sker store ændringer i busnettet i Esbjerg Kommune, hvor bl.a. bybusserne i Esbjerg får helt nye linjer og flere afgange. Natbusser kommer til at køre hele året.
Rygraden i det nye bybusnet består af tre såkaldte A-buslinjer, som også kendes fra andre byer. Disse linjer kører hvert kvarter hele dagen, der hvor behovet er størst. Målet har været at fokusere busdriften dér, hvor der er flest passagerer, og hvor busserne kan skabe sammenhæng i den offentlige transport.
A-buslinjerne suppleres af fire andre linjer, som går på tværs gennem byen og dermed forbinder populære rejsemål. På den måde prioriteres de steder, som flest rejser til og fra i Esbjerg by og omegn fx Esbjerg Lufthavn og Fanøfærgen.
– Den nye omlægning tager både hensyn til økonomi og passagernes ønsker til den kollektive transport. Vi har valgt at implementere principper, som har vist sig at være succesfulde i en lang række af både større og mindre byer f.eks. Aarhus, Randers, Roskilde og Næstved. I planlægningen er der taget højde for, at A-buslinjerne skal give passagererne både kortere rejsetid og mindre ventetid, siger Henning Ravn (V), formand for Plan & Byudviklingsudvalget.
Evalueringen af det nuværende busnet har vist, at passagererne synes, at nettet er svært at gennemskue og at busserne kører for sjældent. Med afgange hvert kvarter fra morgen og frem til aften på A-buslinjerne øges fleksibiliteten for passagerne. Ruteføringen bliver nemmere at overskue, fordi buslinjerne får én endestation i modsætning til nu, hvor ruterne deler sig i yderområderne.
Som noget nyt bliver der i Esbjerg by hele året natbuskørsel fredag og lørdag efter kl. 24.00 på de tre A-buslinjer samt på Linje 12 til Tarp. Det har været et stort ønske fra de unge og deres forældre, at natbuskørslen kunne udvides til resten af året, og bidrage til at gøre turen hjem fra byen let og sikker.
Fakta:
Fra 1. juni kan du i busserne og på borgerservice i Esbjerg hente en folder om det nye bybusnet
Alle nye køreplaner kan ses på www.sydtrafik.dk fra 30. maj
Du kan læse mere om baggrunden for ændringerne på www.esbjerg.dk/busnet
En printet køreplan på udvalgte ruter kan hentes på Borgerservice i Esbjerg fra 1. juni