Tekst René Jørgensen foto: Thomas Nielsen
14. januar 2019.

Thomas Nielsen realiserer en drøm

Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er voldsom utilfreds med den måde Ribes kulturarv formidles i dag, siger Thomas Nielsen og refererer til den debat der har været i JV tidligere.

Jeg mener at arkiverne i Esbjerg Kommune svigter formidlingen af de mange skønne billeder, der findes fra Ribe. De skal ikke ødelægges af grimme vandmærker, fordi man tror man skal tjene penge på vores fælles kulturarv.

Jeg har bokset og bokset med Esbjerg Kommune, og nu gider jeg ikke mere.

Thomas Nielsen har stiftet sin egen forening med det formål at drive en hjemmeside, hvor man frit kan se de mange skønne billeder fra Ribe. Nye som gamle.

Foreningens navn bliver Ribe Fonden – måske lidt misvisende, da det ikke er en fond, men en frivillig forening. Men det er forhåbentlig en start på noget stort.

På Facebook kan man se, hvor meget glæde billeder fra Ribe spreder. Endnu et område hvor arkiverne svigter. Næsten 3.000 medlemmer i gruppen Ribe Billeder.

Denne hjemmeside skal ikke ses som en konkurrent, men som et supplement. Der vil være en database bag ved, der gør det lettere at søge i billeder og informationer omkring Ribe.

Ud over at glæde en masse mennesker, så håber jeg at åbne øjnene på arkiverne i Esbjerg Kommune, forvaltningen, politikerne og Sydvestjyske Museer. Der er ikke brug for 4 løsninger. Blot én, som alle kan samarbejde omkring.

Jeg smækker på ingen måde med døren.

Såfremt disse ønsker adgang til databasen, kan de få det. Det gode ved denne løsning er, at de såkaldte metadata på billedfilerne bliver opdateret. Så man kan læse billederne i akriv.dk eller Esbjerg Kommunes egen løsning, uden en masse ekstra arbejde.

Og så håber jeg naturligvis de allerede næste år vil bidrage økonomisk, da der er tale om en forholdsvis stor udskrivning for en privat mand.

Måtte erhvervslivet i Ribe være af samme opfattelse som mig, at historiske billeder fra byen bidrager enormt positivt til turisme, må man meget gerne støtte mig økonomisk på 60612617. (Mobilepay) skriver Thomas Nielsen i en pressemeddelelse.

Ribe Fonden’s fotohjemmeside – hvor der allerede er flere hundrede skønne billeder at bladre i – kan findes på: https://ribebilleder.fotoware.cloud/fotoweb/