Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Middelalder Marked. Tirsdag den 22. januar.
Bestyrelsen bag Ribes Middelalder Marked er i fuld gang med forberedelserne til det kommende weekendmarked.
Det bliver den 2. weekend i juni, hvor du igen kan opleve det festlige marked.
Ribe Middelalder Marked har fået et nyt bestyrelsesmedlem, idet Poul Anker Nielsen fra Ribe netop er indtrådt i bestyrelsen for Ribes Middelaldermarked. Han vil sammen med Ida Andersen og Marianne Siig skabe markedet for fjerde år i træk, og bestyrelsen forventer sig meget af i år.
– Vi flytter tilbage til Vedels Anlæg ved siden af Odins Plads, hvor der både er åbent landskab, træer og den gamle mølledam, som blev grundlagt i 1200 tallet i middelalderen. Vi har nu åbnet for tilmelding for deltagere, og ved, at der igen kommer middelalderfolk fra hele Danmark.
– Vi har brug for hjælpende, løftende, lokale praktiske sjæle, så alle er velkomne til at byde ind i det ulønnede spændende fællesskab, siger Ida Marie Andersen der er formand for Markedet.
Kontakt kan ske via mail: ribesmiddelaldermarked@gmail.com eller find på Facebook.










































































