Tekst Torben Ravnborg Nissen, arkivfoto, torsdag den 20. august 2026
I morgen og lørdag bliver Ribe igen centrum for tung musik, stærke oplevelser og metalfællesskab, når Ribe Metal Festival åbner dørene til årets festival 2026.
Siden den første festival i 2024 har Ribe Metal Festival udviklet sig til en markant del af det lokale- og en kendt del af det nationale musikliv. I år står 13 bands klar til næsten to hele dage med metal i mange forskellige afskygninger.
Programmet spænder fra rå aggression og mørk tyngde til melodiske og atmosfæriske universer. På plakaten finder man blandt andre Konkhra, Lifesick, MØL, Svartsot, Deadnate, Thus, Endarken, Henret, Afsich, Fusskalt, Memoir Sonata, Split og (0).
Festivalen har samtidig fokus på det fællesskab, der omgiver musikken. Her mødes publikum på tværs af generationer, gamle venner mødes, og fælles musikoplevelser bliver en del af weekenden.
Ribe MiniMetal – festival i børnehøjde
En af årets nyheder er Ribe MiniMetal, hvor børn og deres voksne får mulighed for at opleve festivalstemning og live musik i en ramme, der er tilpasset de yngste.
Dermed bliver der også plads til næste generation af koncertgængere, som kan få en første introduktion til livemusik, festivalstemning og måske den musikgenre, som de senere selv kommer til at dyrke.
Ribe Metal Festival har i år oplevet så stor interesse, at festivalen allerede er udsolgt. For dem, der har billet, venter der dermed en weekend med 13 bands, masser af metal og et festivalfællesskab midt i Ribe.
Ribe Metal Festival 2026 finder sted 21.-22. august.







































































