Tekst Hasse Jørgensen, tegning Nationalpark Vadehavet, arkivfoto Esbjerg Kommune, tirsdag den 13. december 2023
Der bliver ikke rejst 450 meter høje testmøller i Ribe-marsken.
Det er beslutningen efter at der i dag, onsdag, har været holdt møde på Christiansborg om placeringen af det fremtidige testcenter for de gigantiske vindmøller.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) fortæller, at ud af de otte områder, der har været i spil til de store testmøller, er Ribe endeligt taget ud af ligningen.
Som bekendt er planerne, at der et sted i landet skal laves et testcenter for de 450 meter høje vindmøller, og bl.a. har området vest for Ribe været udpeget sammen med et område ved Ballum.
– Men jeg har fået oplyst, at område B, nemlig det ud fra Ribe og som drejer sig om en strækning fra V. Vedsted op mod Darum, endegyldigt er taget ud af ligningen, fortæller Jesper Frost Rasmussen.
Ud af de otte områder, der blev screenet, er kun to tilbage, nemlig området ved Ballum og området ved Østerild i Nordjylland, hvor der i forvejen er et testcenter. Det skal nu undersøges, om ikke det eksisterende testcenter i Øster Ild kan udvides, så det også kan omfatte det nye testcenter.
Jesper Frost Rasmussen regner med, at den endelige afgørelse kommer først i det nye år.
Det nye testcenter skal efter planerne give plads til otte møller med en højde på 450 meter, og det er ni gange Borgertårnets højde. Da der skal være god plads til aktiviteter rundt om møllerne, og da møllerne skal stå på række, vil den strækning, testcenter vil dække, være på op mod ti kilometer.

Jesper Frost Rasmussen fotograferet i Ribe
– Jeg er rigtig glad for, at området vest for Ribe er ude af ligningen. Jeg håber at undersøgelserne ved Østerild bevirker, at testcenteret bliver placeret her, siger Jesper Frost Rasmussen i en kommentar.
– Hvis centeret placeres ved Ballum, mister Vadehavet formentligt sin stilling som UNESCOs Verdensarv?
– Det er der nogle, der er bekymrede for, men vi kan ikke svare entydigt på det. Men jeg læser politikernes beslutning som om, at de er indstillet på at placere testcenteret i Østerild, siger Jesper Frost Rasmussen.
Han har gennem hele processen kæmpet mod de mega store vindmøller og haft flere forhandlinger med landspolitikere om sagen.