Project Description

Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Esbjerg Kommune, onsdag den 3. august 2022

Marskområdet umiddelbart vest for Ribe skal sammen med to andre flade områder langs den jyske vestkyst screenes for muligheden af at opsætte 450 meter høje testmøller på stedet.

Det skriver DR.DK, der også oplyser, at de to områder ud over Ribe-marsken er et område ved Lille Vildmose og et marskområde lige syd for Rømø-dæmningen.

– Men det er en ren skrivebordsøvelse. Enhver kan se, at der ikke kan sættes 450 meter høje testmøller op i en nationalpark umiddelbar ved siden af et område udpeget til Verdens Naturarv og med den natur og dyreliv, der er i hele området, fastslår borgmester Jesper Frost Rasmussen, der samtidig peger på, at 450 meter er omkring 120 meter højere end det parisiske Eiffeltårnet.

Jesper Frost Rasmussen undrer sig også over, at landspolitikerne eller administrationen ikke har henvendt sig til kommunen med en forespørgsel om, hvor god idé, det hele er.

– Det hele bliver lavet hen over sommerferien, hvor der måske er mange, der slet ikke opdager, hvad der er i gang, siger borgmesteren.

Baggrunden for screeningen af områderne er, at det er havmøller, der skal testes. Møllerne skal – som navnet siger – opføres i havet, men det er nødvendigt at bygge testmøllerene på land, da men ikke kan gennemføre test af møllerne, når de står langt til havs.

Embedsmændene har gennem længere tid været i gang med at finde områder, der kunne egne sig til en egentlig screening, og det er denne undersøgelse, der nu er mundet ud i de tre nævnte områder, som skal screenes.

– Men det er kun en screening, påpeger Jesper Frost Rasmussen.

Annonce