Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, onsdag den 15. april

Som på mange andre museer og kulturinstitutioner er der stille på Ribe Kunstmuseum i disse dage. Som bekendt er museet lukket, men det betyder dog ikke, at der ikke er folk i huset.

De fleste medarbejdere er sendt hjem med lønkompensation, men mindst en medarbejder kommer hver dag på museet.

Ryk Ind Ribe ”fanger” direktør Dagmar Warming på en telefon for at høre, om der er liv på museet?

– Jeg er her hver dag, og hvis jeg ikke er her, er der en anden medarbejder, fortæller Dagmar Warming, der også kan oplyse, at da vi ringede, var hun ved at lufte ud.

– Det er jo godt vejr til at få noget frisk luft ind, og huset skal jo passes. Der skal holdes liv i det gamle hus, lyder det fra Dagmar Warming.

Hun vurderer i øvrigt, at Corona-krisen vil komme til at koste museet omkring en halv million kroner, hvis lukningen varer ved til juni.

Museet er i den situation, at det ligger i den kategori, hvor omkring 50 pct. af indtægterne stammer fra offentlige tilskud. Og det har betydning for muligheden for lønkompensation for medlemmerne.

– Det så en overgang ud til, at den 50 procents regel skulle bruges. I 1918 var 51 procent af vores indtægt offentlige tilskud, mens vi var under 50 procent i 1919, hvor vi havde et rigtig godt år. Vi håbede så, at de ville bruge tallene, så vi kunne få løntilskud. Nu har vi fået besked på, at 50-procentsreglen er afskaffet, og vi kan få løntilskud, så de fleste af medarbejderne er nu sendt hjem med løntilskud, hvor de tidligere arbejdede hjemmefra i det omfang, det kunne lade sig gøre.

– Får vi løntilskud, er det en god hjælp. Vi skal nok klare os, men spørgsmålet er jo også, hvordan bliver det, når Danmark igen lukker op? Kommer de mange turister tilbage eller hvad? Vil danskerne benytte lejligheden til at rejse rundt i deres eget, dejlige land? Jeg tror, der går et eller to år, inden situationen igen er normal.

– Vi skal nok klare os. Vi kan indrette os, og heldigvis kan vi se, at der er mange, der nyder den smukke museumshave. Det er dejligt.

Det må være ærgerligt at have så meget, man gerne vil vise frem, og så ikke kan lukke op?

– Det er en mærkelig situation. Det er den jo for os alle, men vi holder jo også museet i live på Facebook, vores hjemmeside og andre steder, hvor vi lægger små videoer og fortællinger fra museet ud.

– Det er jo en sjov ting ved hele denne krise: vi bliver mere og mere digitaliseret både på arbejde og privat. Vi køber mere ind over nettet, og jeg har holdt mange møder på Skype med personer, som jeg slet ikke troede, det kunne lade sig gøre med. Det kan måske fremover spare nogle rejser til København, lyder det med et grin fra Dagmar Warming.