Tekst Hasse Jørgensen, pressefotos, torsdag den 6. februar
På Ribe Kunstmuseum er håndværkerne blevet færdige med at hamre, banke, male, skure og skrubbe og museet har åbnet dørene til ikke blot et skinnende rent museum med nylakerede gulve men også en helt ny udstilling på førstesalen, nemlig Den anden guldalder. Johan Ludvig Lund over alle grænser.
Det betyder også at museet efter perioden med lukning på grund af vedligeholdelsen igen har åbent tirsdage til søndage fra klokken 11.00-16.00.
Samtidigt med åbningen af den nye særudstilling byder museet velkommen til en ny kollega nemlig museumsinspektør og forskningsleder ph.d. og mag.art. Anna Schram Vejlby, som kommer fra en stilling på Den Hirschsprungske Samling i København.
– Vi er stolte over, at Anna Schram Vejlby har kunnet tænke sig at arbejde på museet og glæder os til samarbejdet, siger museumsdirektør Dagmar Warming.
Den anden guldalder – Johan Ludvig Lund over alle grænser
Siger man guldalder, siger man også C.W. Eckersberg, der blev kendt som dansk malerkunsts fader, og som lærte sine elever at gå ud og male det danske landskab. Men det er en anden historie, som den nye udstilling fortæller, for i kunsthistorien er der udvalgt hvilke kunstnere, der fortælles om, og hvilke der ryger i glemmebogen.
En af de mindre kendte guldaldermalere er J.L. Lund, der spillede en lige så vigtig rolle som Eckersberg i datidens kulturliv.
Lund var én af de få kunstnere, der modtog maleri-bestillinger fra staten, og han malede derfor store billeder fra danmarkshistorien til Christiansborg samt en række altertavler til små og store kirker i hele landet. Samtidig fungerede han som portræt- og landskabsmaler, og han havde et imponerende internationalt netværk – og så underviste han som professor på Kunstakademiet.
På udstillingen vil publikum møde J.L. Lunds værker. Hans motiver spænder bredt fra nordiske sagn til religiøse billeder. Herudover vil der også være værker af Lunds elever og venner. Udstillingen er dermed en anledning til at møde gamle kendinge og glemte mestre.
(Artiklen fortsætter under billedet)
J.L. Lund Jomfru Maria med barnet og den lille Johannes
Agnes Smidt. Sønderjyde, kvinde og kunstner.
Kunstmuseet kan også præsentere en anden spændende særudstilling. Den 22. februar åbner udstillingen med den lokale kunster Agnes Smidt i underetagen.
Agnes Smidt blev født i 1874 i Lundsmark lige syd for den gamle grænse ved Ribe og levede her det meste af sit liv. Som kunstner er hun mest kendt som sønderjydernes portrætmaler, men udstillingen vil også vise, at hun mestrede landskabsmaleriet. Museet udgiver på åbningsdagen en bog om Agnes Smidts spændende liv og virke skrevet af historikeren Inger Lauridsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Agnes Smidt Selvportræt
En aften med J.L. Lund
Den spændende udstilling med guldaldermaleren J.L. Lund bliver fulgt op af et foredrag om kunstneren, når museumsinspektør Anna Schram Vejlby fortæller om hans liv og virke som maler. Anna Schram Vejlby har forsket i Lunds historie.
Foredraget holdes den 18. februar 2020 kl.19.00 på Ribe Kunstmuseum. Prisen for kunstforeningens medlemmer samt indehavere af årskort er 60 kroner, der inkluderer kaffe og kage i pausen. For øvrige deltagere er prisen 85 kroner.
Tilmelding skal ske senest 14. februar til post@ribekunstmuseum.dk. Der er begrænsede pladser.
Foredraget er arrangeret i samarbejde med Ribe Kunstforening











































































