Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 17. maj 2022

Ribe Kunstmuseum byder ved et par arrangementer på en mulighed for at komme lidt tættere på den særudstilling, som museet i øjeblikket har om kunstneren Anne Marie Carl-Nielsen, der – som de fleste ved – var gift med komponisten Carl Nielsen.

Søndag den 22. maj kl.14.00 er der en offentlig omvisning i særudstillingen Anne Marie Carl-Nielsen, og onsdag den 25. maj klokken 16 er der en fortællekoncert med titlen “Ræk mig din hånd” om ægteparret.

Ved den offentlige omvisning får deltagerne muligheden for at få en grundig indføring i udstillingen om en af landets største og mest betydningsfulde billedhuggere.

Her fortælles om verdensstjernen Anne Marie Carl-Nielsen. Du inviteres ind i kunstnerens værksted og stifter i løbet af omvisningen bekendtskab med den kompromisløse kvinde, der både var eftertragtet og anerkendt i sin samtid – men som siden er blevet skrevet ud af historien. Omviser er Dorte Welinder.

Pris: Entré til museet. Der er plads til 25 på omvisningen, billetter uddeles på dagen efter ‘først-til-mølle’

Fortællekoncerten “Ræk mig din hånd” er fortællingen om billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen og hendes mand komponisten Carl Nielsen. Spændt ud mellem kunsten og kærligheden forsøger de at udleve ambitionerne om at skabe sublim kunst og samtidig bevare ægteskabet.

I en tid, hvor kun de færreste kvinder arbejder uden for hjemmet, er det Carl, der må blive hos børnene, mens AMCN rejser bort i måneder for at udføre sin kunst til perfektion. Hun vil ikke opgive sin kunst, han vil ikke opgive hende.

Carl Nielsens musik væver sig ind i fortællingen, og i rummet mellem musik og ord, publikum og optrædende opstår et helt særligt nærvær, der gør at man oplever historien som var man der selv.

Fortællekoncerten er skabt af Maria Junghans og sat i musik af fløjtenist Karolina Leedo og guitarist Mikkel Egelund.

Karolina og Mikkel er begge højtuddannet musikere med karrierer som solister og kammermusiker på de Danske og internationale scener. Maria Junghans er en af landets bedste moderne mundtlige fortællere.

Forestillingen er støttet af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.

Tilmeld til fortællekoncerten sker på post@ribekunstmuseum.dk. Pris: 80 kr.