Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 9. april 2026
Amerikaneren John L. Loeb Jr. var i starten af 1980’erne ambassadør i Danmark. Her forelskede han sig i dansk kunst og byggede siden den største samling af dansk kunst i udlandet op. Samlingen, der tæller ca. 150 værker, er sat til salg, og den første del blev solgt i London i marts hos auktionshuset Phillips. Her lykkedes det Ribe Kunstmuseum at købe to malerier fra den amerikanske samling med støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Det drejer sig om et maleri af den kendte skagensmaler Laurits Tuxen og den mindre kendte symbolistiske maler Ludvig Find. De to nye malerier er af meget høj kvalitet og er nye perler i museets enestående samling af dansk kunst.
Maleriet af Laurits Tuxen, Muslingesamlere ved ebbe i Le Portel, Frankrig, er fra 1888. Med dette motiv kan museet nu vise, hvordan Tuxen ligesom de øvrige skagensmalere sugede til sig af inspiration fra Frankrig og omsatte det til det friluftsmaleri, som skagensmalerne er kendt for.
I kystbyen Le Portel i det nordlige Frankrig var der tradition for at samle muslinger, når tidevandet var lavt. I maleriet foregår det i måneskin, der kaster et kraftigt lys på den fugtige strand, så det næsten ligner dagslys. Stranden står under vand halvdelen af døgnet, men den anden halvdel kan man samle muslinger, hvilket kvinder, mænd og børn ses i gang med. I baggrunden ligger byen som en blålig silhuet af tagrygge og skorstene.
Det er et utrolig stemningsfuldt maleri af et område, der lige som Vadehavet ved Ribe er præget af tidevandet. Det er intet mindre end et mesterværk, der ikke alene supplerer museets øvrige Tuxen-værker, men løfter museets samling af skagensmalere.
Det andet maleri er af Ludvig Find, har titlen Den ny Hat og er fra 1907.
Ludvig Find er ikke blandt de mest berømte kunstnere i den danske kunsthistorie, men han er alligevel værd at kende. Efter at han i 1903 giftede sig med Maren Kirstine Clausen, blev hun hans foretrukne model, også i dette maleri.
I starten af det 20. århundrede var Find inspireret af de i dag verdensberømte franske kunstnere Pierre Bonnard og Edouard Vuillard og deres måde at bruge kraftige farver. Den iøjnefaldende lyserøde farve, som optræder på hustruens kjole og båndet på den nye hat, hun er ved at sy, farver også hendes kinder og giver portrættet et moderne præg. Ligeså den sorte hat, som fylder hendes skød som et dyr eller væsen, der nærmest kravler frem bag bordets hjørne. Da det blev udstillet første gang, roste maleren og kunsthistorikeren Ernst Goldschmidt det og mente, at det både var noget af det bedste, Find nogen sinde havde malet, og noget af det bedste på hele udstillingen.
Det er en helt ekstraordinær samling af dansk kunst, som John L. Loeb Jr. fik opbygget i USA, og nu kommer to værker fra hans samling tilbage til Danmark og får et nyt og permanent hjem på Ribe Kunstmuseum takket være generøs støtte fra Ny Carlsbergfondet. De to malerier hænger allerede på museet.








































































