Månedens kunstværk, februar 2021: Jens Juel, Et barn med en ung pige, 1770. Ribe Kunstmuseum.
Tekst og foto Ribe Kunstmuseum, mandag den 15. februar
Når Ribe Kunstmuseum engang åbner igen, bliver det med et nyt maleri på væggen: Med støtte fra Ny Carlsbergfondet har museet nemlig kunnet erhverve et fremragende Jens Juel-maleri, der styrker samlingen af 1700-talskunst.
Maleriet viser et barn fra en rig familie – formentlig afbildet med sin barnepige. Ingen af dem er endelig identificeret, men barnets fornemme tøj, perlerne og strudsefjerene i faldhatten har fået nogle forskere til at spekulere i, om det er et kongeligt barn. I så fald ville maleriets datering pege på Frederik (VI), der var født i 1768. Der kunne også være tale om et barn af en ridder af elefantordenen, hvor farver og strudsefjer så ville være referencer til ordensdragten. Den lille fornemme dreng er ikke stadset ud som feltherre eller som aktør i forældrenes fremtidsdrøm, men sidder i sin høje stol (lavet til et barn) og har elfenbensranglen ved hånden.
Faldhatten indikerer, at han også får lov at gå på opdagelse uden en fast voksenhånd. Barnepigen ser frimodigt ud på os og er måske en henvisning til den kærlige og muntre omsorg, tidens pædagoger også foreskrev. De to holder hinanden let i hånden som tegn på tillid og varme følelser. Man har spekuleret over, om hun kunne have tandpine og derfor har en let opsvulmet kind. Det ville i så fald være et eksempel på Juels realistiske praksis, hvor portrætmodellerne nok vises fra deres bedste side, men hvor man samtidig har en stærk fornemmelse af virkelighedsnærhed.
Pædagoger og filosoffer med Jean-Jacques Rousseau i spidsen forandrede synet på opdragelse og barndom fundamentalt i 1700-tallet. Børn skulle ikke længere tugtes og tvinges, men sættes fri, så de på egen hånd kunne indtage og forstå verden. Eksperimenterne var et produkt af oplysningstidens empiriske metoder, og paradigmeskiftet i barndomssynet var så overbevisende, at vi stadig i dag tilslutter os grundprincipperne. I kunsten fra 1700-tallets anden halvdel myldrer det med børn og de portrætteres på nye måder. Det er Juels dobbeltportræt et godt eksempel på.
’Portrætfabrikken’
Jens Juel (1745-1802) var fra ung en kendt og meget benyttet portrætmaler. Jens Juel uddannede sig i Hamburg, hvor han lærte portrætmaleriet at kende. I vinteren 1765/1766 kommer Juel til København og starter herefter på Kunstakademiet. Han har allerede en solid kundekreds, men dét at være portrætmaler vandt ikke officiel anerkendelse. Der blev fra de uddannede maleres side set lidt ned på portrætmaleriet, til trods for, at det var her, man kunne tjene gode penge. For at vinde offentlighedens gunst, skulle man først vinde Akademiets guldmedalje – og med denne et rejselegat. Efter fire forsøg lykkedes det Juel at vinde medaljen og legatet. Herefter rejste Juel til Dresden, til Rom, til Paris og til Schweiz. Da han vendte hjem til København i marts 1779 blev han hofportrætmaler, medlem af Kunstakademiet, professor ved Kunstakademiet og i 1790’erne blev Juel valgt to gange som direktør for Kunstakademiet. Det er i sandhed en af Danmarks store malere, vi her har med at gøre. Efter hjemkomsten steg antallet af bestillinger på portrætter malet af Juel. Nogle af bestillerne ville gerne have flere eksemplarer af deres portrætter, så der var travlt i Juels atelier. Juel ansatte assistenter, der kunne hjælpe ham med opgaverne, og han begyndte at udføre portrætter med pastel i stedet for oliemaling. Det gik hurtigere. Atelieret fik øgenavnet ’Portrætfabrikken’.
