Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum, onsdag den 29. juni 2022

Ribe Kunstmuseum har netop erhvervet værket ”En falden piges historie” af guldaldermaleren C.W. Eckersberg. Købet er muliggjort af en fondsbevilling fra Ny Carlsbergfondet samt støtte fra Slots- og Kulturstyrelsen. Museet glæder sig til at præsentere værket i forbindelse med en ny ophængning af museets væsentlige samling af dansk kunst fra 1750-1950.

Dansk guldalderkunst er eftertragtet, og det kan mærkes på priserne hos auktionshusene. Derfor er det glædeligt, at Ribe Kunstmuseum takket være en stor fondsopbakning kunne erhverve sit hidtil dyreste maleri på en auktion i starten af juni: Værket er ”En falden piges historie” af C.W. Eckersberg, også kaldet ”dansk guldalders fader”.

Hammerslaget faldt ved 1.100.000 kr., og dermed blev købet lidt dyrere end sidste års erhvervelse af L.A. Rings ”Sommerdag på Enø. En mark med modent korn i forgrunden” (1913), som Ribe Kunstmuseum købte for 1.040.000 kr. Ring-maleriet præsenteres på en stor udstilling på museet til september, og Eckersberg-maleriet kommer til at indgå i den nye præsentation af museets samling, som museets medarbejdere arbejder på.

Den faldne piges historie er fortsat aktuel

Eckersbergs maleri bærer titlen ”En falden piges historie” og er del af en serie på fire malerier, som Eckersberg malede som ung kunststuderende.

Serien fortæller historien om en ung kvinde fra en pæn familie, hvis dyd bliver kompromitteret af en ung bejler, og hun ender sine dage som en fattig tigger på gaden.

Eckersbergs serie er et billede på tidens kønsstereotyper om kvinders moral og seksualitet, som det er interessant at diskutere i dag, hvor synet på køn og seksualitet har ændret sig. Billedserien er muligvis Eckersbergs mest kendte, da det blev omsat til et grafisk tryk, som mange havde råd til at købe.

Ribe Kunstmuseums nyerhvervelse er nu det eneste værk ud af seriens fire malerier, der vil blive offentligt tilgængeligt på et dansk museum. Hamburger Kunsthalle ejer det første maleri i serien, mens det andet og fjerde maleri er i ukendt privateje.

Museumsdirektør Anne-Mette Villumsen fra Ribe Kunstmuseum: – Vi er meget taknemmelige for den store støtte fra Ny Carlsbergfondet og Slots- og Kulturstyrelsen, som har muliggjort denne vigtige tilføjelse til museets samling. Vi vil gerne styrke samlingen med Eckersbergs modelbilleder og værker fra akademitiden. Det aktuelle maleri vil supplere museets fem malerier af Eckersberg, hvor det bl.a. danner en fin parallel til et af museets absolutte hovedværker, nemlig Eckersbergs ”En matros, der tager afsked med sin pige” fra 1840.