Tekst Hasse Jørgensen/Ribe Kunstmuseum, foto Ribe Kunstmuseum. Mandag d. 14. jan.

Ribe Kunstmuseum har fået doneret to fine værker fra Augustinus Fondens egen samling. Augustinus Fonden bevilligede samtidig generøst et beløb, som værkerne kunne konserveres for. Det ene værk er et Jens Juel portræt, forestillende en ældre herre i rød frakke, og det andet er et C.F. Sørensen værk, som forestiller et kystparti med nogle personer.

Jens Juel (1745-1802) kommer i vinteren 1765/1766 til København efter at have uddannet sig i Hamborg. Herefter starter han på Kunstakademiet. Han har allerede en solid kundekreds, men dét at være portrætmaler vandt ikke officiel anerkendelse. Der blev fra de uddannede maleres side set lidt ned på portrætmaleriet, til trods for, at det var her, man kunne tjene gode penge. For at vinde offentlighedens gunst, skulle man først vinde Akademiets guldmedalje – og med denne et rejselegat. Efter fire forsøg lykkedes det Juel at vinde medaljen og legatet. Herefter rejste Juel til Dresden, til Rom, til Paris og til Schweiz.

Da han vendte hjem til København i marts 1779, blev han hofportrætmaler, medlem af Kunstakademiet, professor ved Kunstakademiet og i 1790’erne blev Juel valgt to gange som direktør for Kunstakademiet. Det er i sandhed en af Danmarks store malere, vi her har med at gøre.

Efter hjemkomsten steg antallet af bestillinger på portrætter malet af Juel. Nogle af bestillerne ville gerne have flere eksemplarer af deres portrætter, så der var travlt i Juels atelier. Juel ansatte assistenter, der kunne hjælpe ham med opgaverne, og han begyndte at udføre portrætter med pastel i stedet for oliemaling. Det gik hurtigere. Atelieret fik øgenavnet ’Portrætfabrikken’.

Ribe Kunstmuseum ejer allerede ét Jens Juel-portræt, Ung mand i rød kjole fra 1768. Billedet blev malet af en 23-årig kunstner, som allerede på det tidspunkt havde succes. Titlen på maleriet fortæller os ikke, hvem den portrætterede er, og derfor er han for os et tidstypisk billede på, hvordan en velhavende mand så ud i midten af 1700tallet. Vi lægger mere betydning i hårets opsætning og i mandens påklædning, end vi ville have gjort, hvis vi havde haft et navn – så var det måske biografien og kendskabet til ham, der ville optage os.

Det nye værk har derimod et navn knyttet til sig, og forestiller Johan Wilhelm Gulbrand (1744-1809), som var en yderst betydningsfuld læge i slut 1700-tallet/start 1800-tallet. Han er iført en mørkerød jakke og vest, hvidt halsbind og kalvekrøs og har pudret sit hår – akkurat som den unge mand i rød kjole.

C.F. Sørensen (1818-1879) er en af vores største marinemalere. Han blev født på Samsø, men drog efter konfirmationen til København, hvor han blev indskrevet på Kunstakademiet. Sørensen rejste til Middelhavet og Madeira, til Island og Færøerne – sidstnævnte sammen med Chr. IX – og tog næsten hvert år ud med orlogsskibe rundt omkring i Europa.

Sørensen maler fortrinsvist de nordiske farvande, og det gør Ribe Kunstmuseums nyerhvervede værk lidt specielt – her befinder vi og nemlig under sydligere himmelstrøg.

Begge værker vil blive hængt op i løbet af februar.