Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum. Lørdag den 2. november.

Kulden trænger sig på, bladene falder af træerne og dagene bliver mørke. Det er november, og Ribe Kunstmuseum lancerer i samarbejde med Sydvestjysk Folkeuniversitet “Museets Maskinrum”, et koncept, der går ud på at præsentere  udstillingerne et sted uden for museet.

Det er første gang, kunstmuseet prøver konceptet af, og naturligvis håber alle på museet, at publikum vil tage godt imod det.

Det indledes med et foredrag af museumsinspektør Kitt Holm, der torsdag den 8. november taler om udstillingen ”Jordforbindelser”

Foredraget giver et indblik i udstillingen Jordforbindelser, der er blevet til som et samarbejde mellem Faaborg Museum, Fuglsang Kunstmuseum, Den Hirschsprungske Samling og Ribe Kunstmuseum. Udstillingen handler om, hvordan mennesket har påvirket det danske landskab gennem de sidste 200 år. På Jordforbindelser kommenterer kunsten naturen, og viser hvordan kunstnerne har skildret landskabet gennem tiderne. Det gøres gennem malerier fra 1800-tallet, og gennem samtidskunstnerne Rune Bosse og Camilla Berner, der begge har udviklet værker specifikt til denne udstilling. Herudover viser udstillingen opmålingsredskaber, drænrør og meget mere – alt sammen for at fortælle om landskabets udvikling.

Foredraget holdes på Hovedbiblioteket i Esbjerg, Læringsrummet, torsdag den 8. november med start klokken 16. Entre er 100 kroner, og du kan købe billet enten på Sydvestjysk Folkeuniversitets hjemmeside eller ved døren.