Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum. Mandag den 23. september

Der sker hele tiden noget på Ribe Kunstmuseum, og nu er museets personale klar med nogle nye tiltag i efterårsmånederne.

Den meget spændende Munch-udstilling er åbnet, og nu byder kunstmuseet også på muligheden af at købe en spændende frokostanretning, og der holdes koncert i løbet af efteråret.

Lad os tage det med maden først. Ribe Kunstmuseum har indgået et samarbejde med Porsborgs Gastro Bar. Samarbejdet går ud på, at Porsborgs Gastro Bar hver frokost leverer ingredienserne i forarbejdet tilstand til en lækker frokost. Kunstmuseets personale skal blot anrette frokosten og servere den. På den måde kan museets gæster nu nyde en god frokost i museets cafe.

Menuen er afhængig af årstidens muligheder for friske varer.

Munch er Norges største kunstner, og nu har du mulighed for at prøve kræfter med den grafik-teknik, den store kunstner selv benyttede til sine meget fine værker. Gallerigangen er indrettet til værksted med trykplader og valser udlånt af Munchmuseet i Oslo, og hvis du melder dig til nogle af de work shop, der holdes, får du ikke alene mulighed for at lære om den specielle teknik, men du får også to kopier af nogle af Munchs værker.

Den 6. oktober lægger Ribe Kunstmuseum lokaler til en koncert som en del af festivalen “Lyt til Ribe”. Festivalen fokuserer på lydkunst, ny kompositionsmusik og improvisation og understreger det stærke kulturliv i Ribe, der i løbet af årene har fostret internationale og grænsesøgende kunstnere. Festivalen afvikles fra den 4. til den 6. oktober.