Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 16. maj 2025
Ribe har et unikt kunstmuseum, hvor der ikke alene er en enestående samling af guldaldermalere, men hvor der også er en række skiftende særudstillinger, hvor museet ikke er bange for det eksperimenterende.
Den netop gennemførte kulturreform har også bevirket, at Ribe Kunstmuseum er rykket en klasse op, og det betyder et øget tilskud fra staten fremover.
Af det regnskab, der netop er indsendt til godkendelse i byrådet, fremgår det, at Ribe Kunstmuseum i 2024 modtog et tilskud på 3.558.700 kr. fra Esbjerg Kommune og samlet statstilskud på 1.756.992 kr.
Det betyder, at regnskabet viser et overskud på 169.767 kr.
Hertil Kommer, at museets direktør, Anne-Mette Villumsen via forskellige fonde – som tidligere beskrevet i Ryk Ind Ribe – har været i stand til at opkøbe flere specielle og unikke kunstværker, som supplerer den eksisterende samling på fantastisk vis.
– Vi er ikke sat i verdenen for at tjene penge, men omvendt skal der også helst være sorte tal på bundlinjen. Og det er vi meget glade for, at der er, siger Anne-Mette Villumsen i en kommentar til regnskabet.
Hun lægger heller ikke skjul på glæden over kunstreformen, ligesom hun er særdeles glad for de donationer, der har gjort det muligt at opkøbe nogle meget unikke og værdifulde kunstværker, som supplerer museets samling.
I kommentarerne til byrådets behandling af regnskabet hedder det bl.a.: ”Regnskabet giver udtryk af god økonomisk ledelse, hvor der løbende er fokus på at tilpasse omkostningerne til indtægterne”