Rebecca af Fanø ville gerne have været helt ind til Skibbroen, men lå uden for Ringbroen (Foto: Torben Hestehave)

Tekst: Johnny Tauman     Foto: Torben Hestehave
23. februar 2022

I Helsingør havde de lokale embedsfolk og politikere tanker om at omdanne den tidligere værftsplads til boligbyggeri og indkøbscentre, men heldigvis blev ideerne bremset. – Vi fik hjælp af miljøminister Lone Dybkjær, som var med til at åbne øjnene for de historiske muligheder. Ja, faktisk er det hende, at vi kan takke for, at vi er her i dag, siger presseansvarlig Heidi Vesterberg fra Historisk Havn Helsingør til RYK IND RIBE.

Ribe har unik åhavn

I Helsingør er den Historiske Havn blevet et kulturelt tilløbsstykke for både indenlandske og udenlandske turister, som valfarter til byen i båd eller bil.
Ribe Kulturhavn har mulighederne for at matche Helsingør på noget af indholdet, mens størrelsen af skibe vil af naturlige årsager være forskellig. Ribe er unik på den måde, at den er en åhavn. Dem er der ikke ret mange af.

Arbejdende skibsværft

Der skal være liv på havnen – og i Ribe er det Skibbroen fra strøget til Ribe Sejlklub, som kan give plads til aktiviteter og bygninger, som dufter af skibsfart. Hvor det i Helsingør i dag er det Maritime Værksted / M/S Museet for Søfart, der er trækplastre, ønsker Ribe Træskibslaug at opføre et arbejdende Skibsværft på det areal, hvor der i dag ligger kolonihaver forenden af Erik Menveds Vej. Planerne og tegningerne er der – hvad venter vi på?

Skibe KAN besejle Ribe Havn

I Helsingør ligger Gedser Rev Fyrskib – i Ribe vil det renoverede træskib Karen af Mandø kunne komme sejlende til byen for at lægge til ved Johanne Dan – men også andre træskibe vil kunne besøge byen. Kendetegnende for dem alle er, at de ikke stikker dybt og kan komme frem vha. de vanddybder, Ribe Vesterå har ved højvande. Rebekka af Fanø er også klar til at komme på besøg og besejle den historiske sejlrute fra toldboden til børsen.

Rebekka af Fanø sendte høringssvar til fordel for oplukkelig bro (Foto: Foreningen Everten Rebekka af Fanø)

Får man der korrekte koncept, vil også Ribe Roklub kunne bidrage med kapsejlads etc.

Vel har vi ikke de samme muligheder som i Helsingør, men mindre kan også gøre det, hvis eksempelvis RealDania bliver en af partnerne. Netop her er en mulig medspiller, som kan være med til at bygge bro mellem byen, Slotsbanken og Ribe Havn. Skibsbevaringsfonden har også allerede nævnt Esbjerg som en kommende partnerskabskommune i forhold til fondens planer om at udvikle danske kulturhavne.

Gevinster at hente

Kulturhavn Kronborg blev indviet tilbage i maj 2013 af partnerskabet bag ”byggeriet”: RealDania, Helsingør og Styrelsens for slotte og Kulturejendomme. Der er tale om et landskabsprojekt, der har ændret omgivelserne ved et af Danmarks nationale klenodier, Kronborg. RealDania og Slots & Kulturstyrelsen udarbejdede i 2015 en rapport, der viser, at der er kontante gevinster at hente ved at udvikle og bevare de danske kulturmiljøer, så der er gode udsigter for de lokale handels- og turisterhverv.

Det må også kunne lade sig gøre i Ribe.

Byg op nedefra med ildsjæle

Direktør Ulla Tofte fortæller, at processen i Helsingør mødte mange bump på vejen i processen – og på den måde kan den sammenlignes med forholdene i Ribe. – Det er vigtigt, at de mange frivillige får gode vilkår og animeres til at trække på samme hammel, lyder et af budskaberne, hvor opfordringen er, at kommunen ikke skal sidde for bordenden og trække sagerne i langdrag. – Ribe Kulturhavn skal bygges op nedefra! (Tilbage i 2014 mødtes en arbejdsgruppe på Quedensgaard, bestående af formændene for handelsstandsforeningen, Ribe Sejlklub, Lokalråd Ribe Midt, Ribe Træskibslaug, turistchefen samt politikere fra forskellige partier og Ribes tidligere borgmester. Mødet endte med at der blev lavet nogle foreløbige planer, og da vejudvidelsen inkl. en oplukkelig bro over Ribe å blev vedtaget, blev der afsat midler i det kommunale projekt til et egentligt udviklingsprojekt).

Fælles synergieffekt

Vil man en Kulturhavn – og der afsættes et større beløb på de kommunale budgetter, så er det ingen mening i, at der skal gå år, inden der forelægger en procesplan. Omvendt skal alle interessenter ikke bare sidde og vente, men ved en fælles synergieffekt være med til at løfte genskabelsen af et kulturelt forankret havnemiljø.

Driftsbestyrelse tager tømmeren

Derfor ser RYK IND RIBE gerne, at der snarest skabes en driftsbestyrelse med interessenter, som selv skaber en strategisk udviklingsplan, og hvor man selv tager tømmeren. Det indbefatter, at nogle må sluge kameler og tale positivt om, at en Kulturhavn naturligvis skal kunne modtage besøg af større skibe, som har begrænset behov for vanddybde – og at en oplukkelig bro vil være en gevinst i det langsigtede perspektiv.

Tænk 25 år frem

Fra idé til Historisk Havn i Helsingør er der gået mere end 25 år – og derfor skal tiltagene i Ribe ikke bremses af personer, som meler sin egne kager – og som måske slet ikke bliver brugere af de kulturhistoriske samlingssted. Der må være plads de yngre kræfter og ildsjæle, som vil være med til at bygge op nedefra – og ikke mindst bygge ovenpå alle de projekter, der blot venter på et “sæt i gang”.

En oplukkelig bro vil i det lange perspektiv give liv til Ribe Kulturhavn (Foto: Torben Hestehave)

Helsingør er udnævnt som Danmarks maritime centrum, og Ribe er udnævnt som både porten til Vadehavet og hele vadehavsområdets maritime centrum.