Tekst: Renè Jørgensen foto: privat
26. august 2021.

Ribe Kirkegårde inviterer til amatør fotokonkurrence

Ribes mange amatørfotografer får nu en mulighed for at prøve endnu en konkurrence om det bedste foto. Ribe Kirkegårde inviterer alle interesserede til Informationsmøde om konkurrencen. Det afholdes torsdag d. 2.september kl. 18.30 på Ribe Gl. Kirkegård ved den nye bygning.

Hanne Ertbølle Gerken, der er Kirkegårdsleder fortæller, at konkurrencen vil strække sig over de fire årstider. Der vil være tre kategorier: Flora, Fauna og Stemninger

– Der er så meget at se på vore to kirkegårde, Ribe Gl. Kirkegård og Ribe Ny Kirkegård, at det kan være svært at se det hele. Især hvis man ikke kommer der året rundt. Derfor vil vi gerne have din hjælp til at vise det bedste fra vores kirkegårde! Vi vil ha’ det hele med! Sommer, vinter og alt derimellem, lyder det fra Hanne Gerken i en pressemeddelelse.

Hver årstid har sin charme

Hver årstid har sin charme og byder på nye oplevelser på kirkegårdene. – Vi vil gerne have så mange som muligt til at tage billeder af alt, hvad vores kirkegårde rummer af fauna, flora og stemninger. Vi har valgt at dele konkurrencen op i disse tre kategorier, i håb om at få alt med, hvad end det er kryb og kravl, fugle, blomster eller de smukke omgivelser/stemninger, der findes – kan opdages – og opleves på vore kirkegårde!

Kategorierne

Flora

I denne kategori er blomsterne, træerne og planterne i fokus. Vi har en varieret beplantning med både træer, buske, blomster og vilde planter. Alle disse planter kan se fantastiske ud, om det er vinter eller sommer. I hvert fald bidrager alle planter til syns- og duftoplevelser på kirkegårdene, som kan virke helende på stress og sorg. Derfor vil vi gerne have billeder af, hvordan planter opleves og ses, ja, måske kan billeder næsten vise duften. Hvad end det er påskeliljerne, når de blomstrer, de stedsegrønne, der giver farve om vinteren, ukrudtet og det vilde, ja alt kan være med.

Fauna

Her vil vi gerne have billeder af de insekter, fugle og dyr, der bor, lever eller kommer forbi på kirkegårdene. Kirkegårdene har en mangfoldighed af blomster, træer, buske og planter, som er med til at skabe unikke levesteder og små oaser for mange forskellige dyr. Derfor har kirkegårde et stort potentiale for at rumme mange insekter, dyr og fugle. Sidste år lykkedes det os at få dokumenteret en sjælden smaragdedderkop, og vi føler os overbeviste om, at der er andre, og mindst lige så spændende arter af andre insekter eller dyr og fugle på kirkegårdene, som vi endnu ikke har opdaget.

Stemninger

En kirkegård kan noget helt særligt. Derfor vil denne kategori fokusere på stemningsbilleder. På kirkegårde er der stemninger, som ikke findes andre steder: Historiens vingesus, byens historie, livets forgængelighed, sorgen over dem vi har mistet og glæden over livet. Det kan være at disse stemninger kan fanges af områder, gravminder eller forsamlinger på kirkegårdene. Morgen-/aftenstemninger, leg, kaffepauser, følelser, personligt, arbejde og så meget andet.

Konkurrencens varighed og billedernes offentliggørelse

Hele konkurrencen vil strække sig over et år, der deles op i de 4 sæsoner, efterår, vinter, forår og sommer. Ved udgangen af hver sæson vil der blive kåret en vinder samt en 2. og 3. plads i de tre kategorier. Alle vindere samt 2. og 3. pladsen får deres billeder udstillet i det gamle kapel på Ribe Gl. Kirkegård. Vi vil også jævnligt vise billeder fra konkurrencen på vores Facebook-side og hjemmeside.

Sæsonpræmier

Efterår: Årstidens buket, plukket på vores kirkegårde samt julekurv med ”godter”/pynt til juledekoration. Vinter: Årstidens buket, plukket på vores kirkegårde samt hornvioler i valgfrie farver. Forår: Årstidens buket, plukket på vores kirkegårde samt sommerblomster i valgfrie farver. Sommer: Årstidens buket, plukket på vores kirkegårde samt kurv med honning fra vores bier.

Sådan deltager du

Du skal sende dit/dine billede(r) til følgende mail: Ribekirkegaard@gmail.com

Billederne skal være vedhæftet mailen og i så høj opløsning som muligt, da vi skal kunne bruge det til udstillingen. Dog kan du opleve problemer med at sende billeder, hvis de samlet er større end 20 MB.

Du skal knytte et par ord til dit billede. Skriv, hvor billedet er taget, hvilken dato (evt. klokkeslæt), hvem der har taget det og hvilken kategori, du ønsker billedet skal deltage i.

Du kan deltage med op til tre billeder i hver kategori i hver sæson, og hvis du deler dine favoritter på Facebook, Instagram m.v. så brug gerne #Ribekirkegårde.

Billeder med vandmærker vil ikke blive taget i betragtning i konkurrencen.

Indsend billederne inden deadline for sæsonen.

Betingelser for deltagelse i fotokonkurrencen

Ved deltagelse bekræfter du, rettighederne til de indsendte billeder er dine.

Når du indsender et foto til konkurrencen, giver du os samtidig lov til at offentliggøre det ifm. udstillinger på Ribe Kirkegårde, på hjemmesider, sociale medier og til markedsføring af Ribe Kirkegårde – naturligvis med angivelse af navn på fotografen.

Anvendelsesretten til billederne giver du kun til Ribe Kirkegårde. Du skal altså ikke opgive rettighederne til dine billeder, når du deltager.

Ribe Kirkegårde forbeholder sig retten til at diskvalificere billeder, der kan virke anstødelige, usømmelige eller ubehagelige.

Ribe Kirkegårde forbeholder sig retten til at redigere og fjerne evt. oplysninger af personer på gravminder.

Hvis én eller flere personer kan genkendes på et foto, er det fotografens ansvar at disse personer har givet accept til, at fotoet indsendes til konkurrencen og må benyttes af Ribe Kirkegårde.

Menighedsrådsmedlemmer og ansatte ved Sct. Catharinæ Sogn og Ribe Domsogn vil ikke kunne deltage i konkurrencen.

Når konkurrencen er slut – 3. september 2022 -, vil en finalejury efterfølgende bedømme alle vinderbillederne.

Årets foto vil blive valgt på tværs af kategorierne.

Juryen består at tre kendte lokale, det er Jens Karsten Jørgensen, fotograf, Lis Andersen, kunstner og naturvejleder Klaus Melbye.

Henvendelse til kirkegårdskontoret for mere information på tlf. 75 42 01 60

Deadlines

Efterår – 3. december
Vinter – 3. marts
Forår – 3. juni
Sommer – 3. september

Præmier

Vinderne får direkte besked og kan hente deres præmie efter aftale. Hovedpræmien for årets billede er en eksklusiv rundvisning for 25 personer på Ny eller Gl. kirkegård med Kirkegårdslederen, og frokost lavet og serveret af kirkegårdens personale.

Få mere information på infomødet