Tekst og foto: Renè Jørgensen
1. april 2021.

Ribe kirkegårde byder ind i det Gl. Kapel på Gl. Kirkegård.

Besøger man den gamle kirkegård ved Gravsgade, bliver man mødt af en invitation til at besøge det gamle kapel, hvor man kan se tegninger og planer til forslag om indretning. Det er arkitekt Jørgen Overbys tegnestue, der ud fra de fine indkomne forslag, har udarbejdet et forslag til anvendelse af kapellet.

Kirkegårdsbestyrelsen arbejder også med nye forslag til gravminder, disse er ligeledes ophængt i kapellet. Landskabsarkitekt Charlotte Skibsted tegnestue har givet deres forslag til en udviklingsplan for den gamle kirkegård, og denne plan er nu godkendt og kan ses i kapellet.

Kirkegårdspersonalet har sat bord/bænke op i kapellet, og man er velkommen til at nyde en kop kaffe, hvis man besøger kirkegården for at gøre gravstedet forårsklar.

Beskrivelse af projektet

Projektet indeholder et skitseforslag til istandsættelse af kapellet, med henblik på anvendelse af bygningen. Bygningen, der tidligere har været anvendt til opbevaring af kirkegårdens materialer, står i dag ubenyttet hen og det er planen, at kapellet i fremtiden kan danne rammen om diverse arrangementer såsom foredrag, koncerter, undervisningsforløb og udstillinger.

Kapellet udstyres med både toilet og køkkenfaciliteter, der skal sikre de praktiske rammer for afholdelse af kommende arrangementer. Det er desuden tanken, at der etableres et automatisk låsesystem, så kapellet  f. eks. kan bruges i tidsrummet kl. 8.00 – 18.00.

Projektet beskriver også muligheden for en permanent formidlingsudstilling, der giver et overblik over kirkegården, kirkegårdens historie og fortællinger om arkitekten H. C. Ambergs arbejde.

Besøger man kapellet, kan man se tegningerne og læse om hele projektet.