Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, onsdag den 10. marts

Ribe Katedralskole har altid haft en særlig plads i lokalsamfundet og et rigtig godt omdømme blandt både nuværende og tidligere elever. Den plads og det omdømme formår skolen at holde fast i, og det giver sig bl.a. udslag i et rigtig godt elevoptag til næste skoleår.

Når sommerferien er færdig, starter ikke færre end 278 nye studerende på katedralskolen, og det er 74 flere end sidste sommer.

Rektor Kristian Bennike lægger da heller ikke skjul på, at han er glad for det store optag.

– Vi har da været bekymret for, hvordan vi skulle nå ud til de kommende elever med alle de restriktioner, Corona har givet. Men vi har været glade for den effekt, det virtuelle har haft. Og så er jeg også nødt til at sige, at vi føler virkelig, vi har en god skole. Den vigtigste reklame overhovedet er den, der går fra mund til mund, siger rektor.

Med hensyn til det virtuelle hentyder rektor til, at det kun i begrænset omfang har været muligt med fysiske besøg af kommende elever og deres forældre på selve skolen, ligesom de store arrangementer, hvor elever fra folkeskolerne kommer på gymnasiet og følger skoledagen, ikke har kunnet gennemføres i år.

Når man kigger nærmere på tallene, viser det sig, at det er den traditionelle studentereksamen, STX, der er den mest populære. Her starter der 123 elever næste år mod 102 sidste sommer. HHX – handelsstudent – har den største faktiske fremgang, idet den stiger fra 49 elever til 82. Også den tekniske studentereksamen – HTX – er blevet populær. Her mødte der 13 elever ind sidste sommer. Denne sommer kommer der 24 elever.

Tallene kan stadig ændre sig, men det bliver næppe meget. Frem til den 15. marts er det stadig muligt at melde sig til, og først efter den dato begynder et fordelingsudvalg at arbejde med tallene. Det kan være nødvendigt at flytte ansøgere fra det ene gymnasium til det andet for at få kabalen omkring klassedannelser og lignende til at gå op. Det er således ikke alle elever, der kan være sikre på, at de får deres første prioritet med hensyn til valg af gymnasium opfyldt.

I år går der 732 elever på Ribe Katedralskole, der som bekendt er landets ældste.