Tekst og fotos Hasse Jørgensen, fredag den 11. december
Til enhver god fødselsdag hører der kagemand, og selv om kagemænd oftest forbindes med børnefødselsdage, var der ikke ligefrem sådan en af slagsen, der fredag formiddag blev markeret på Ribe Katedralskole.
Danmarks ældste katedralskole rundede den 13. juni i år sin 875-års fødselsdag. Det skulle egentligt være fejret, men Covid-19 umuliggjorde det. Skolens ledelse regnede med, at der kunne holdes en form for festivitas i efteråret, men heller ikke det lod sig gøre.
Fredag skulle det så være. Der blev indkøbt kagemænd, og der blev lavet en film om skolen og dens historie. Kagemændene blev spist i de respektive klasser, fordi eleverne ikke må samles på tværs af klasserne, og samtidig blev filmen om skolen vist også i de enkelte klasser takket været den moderne teknologi.
Og netop det, at skolen er i stand til at bruge den nyeste teknologi, er kendetegnende for Ribe Katedralskole.
Nok er skolen gammel, og nok er der mange historier og anekdoter knyttet til den, men skolen har gennem alle årene forstået at følge med udviklingen og tilpasse sig de nye tider. Det er sidst set med integrationen af HF, da lærerseminariet flyttede fra byen, og så med indrulleringen af handelsskolen, der medførte et omfattende nybyggeri.
Skolens officielle fødselsdag er den 13. juni 1145, men skolen kan meget vel være ældre. De ældste bygninger i den eksisterende bygningsmasse stammer fra 1500-tallet. Og placeret midt i Ribe har det til tider været svært at finde udvidelsesmuligheder. Sportshallen er således placeret ved Damvej, mens det lykkedes at få placeret nye lokaler bl.a. til handelsskolen tæt på de eksisterende bygninger, ligesom opkøb af naboejendomme har skabt “luft”.
Der kan ikke rejses tvivl om, at Ribe Katedralskole altid har haft og stadig har en kolossal stor betydning for Ribe. Ikke alene for de mange unge mennesker, der har fået en eksamen fra den gamle latinskole, men i høj grad også for byen og dens udvikling. En stor part af studenterne holder kontakt til skole og by gennem Ripensersamfundet, selv om de tidligere studenter er spredt for alle vinde. Og skolen som sådan har på mangfoldige måder været en del af byens liv ikke mindst kulturelt.
Og fredag blev historien så markeret med kagemænd, hvor et par repræsentanter fra hver klasse kunne komme ned i fællessalen og hente deres ration af de søde sager, som blev fortæret klassevis mens den historiske film blev vist.











































































