Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 1. februar 2024

De studerende på Ribe Katedralskole er nogle af dem, der har samlet mest pant ind i landet til fordel for Danmarks Indsamlingen. Indsamlingen er – som de fleste vil vide – til fordel for verdens sultne børn.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Bring. Pakkeleverandørens chauffører kører rundt i landet for at hente pant, som er blevet indsamlet af danske skoler i Danmarks Pantindsamling for verdens sultne børn.

Pantprojektet engagerer gymnasier, frie fagskoler- og efterskoler i Danmark, og mere end 80 skoler har meldt sig til at deltage i år. Bring står for fragten hos de skoler som har indsamlet mest.

– Vi har påtaget os at håndtere afhentning og transport for de skoler, som har indsamlet mest pant, så skolen slipper for at bruge tid og penge på det, siger Rasmus Guldager, Distribution Manager hos Bring.

Bring har hentet og leveret pant for skoler i blandt andet Ribe, Holstebro, Randers og København.

– Eleverne har gjort et imponerende stykke arbejde med indsamlingerne, så det glæder os at kunne køre dem i mål. Som ansvarlig samfundsaktør mener vi, at fokus på pant gør en forskel for både vores miljø og for de unge som skaber gode vaner for fremtiden, så derfor er det meningsfuldt arbejde for os som logistikvirksomhed, afslutter Guldager.

Pantindsamlingen er en del af Danmarks Indsamling, som startede i 2007. Det er anden gang, at Dansk Retursystem og Danmarks Indsamling samarbejder om Danmarks Pantindsamling, hvis mål er at mobilisere Danmarks unge til at samle pant for et godt formål. Formålet er at opfordre til både at gøre noget godt for klimaet og hjælpe nogle af verdens fattigste børn. Sidste år var 29 skoler med i pantindsamlingen, og her samlede de 510.274 kr. ind.

Danmarks Indsamling kulminerer med et stort TV-show på DR1 på lørdag den 3. februar klokken 19.