Tekst Hasse Jørgensen, foto: arkiv og Folketinget, mandag den 23. februar 2026
Tanken er, at der skal skabes større og sammenhængende naturområder i Danmark. Det betyder, at allerede eksisterende naturområder skal kobles sammen med nye skov- og naturområder i det, der kaldes Signaturprojekter.
Og Ribe er et af de foreløbig seks områder i Danmark, der er udpeget til et Signaturprojekt, der primært vil tage sit udgangspunkt i naturen omkring Ribe Å.
Ud over Ribe er det områder i Thy, nær Skive, ved Ringkøbing Fjord, på Sydfyn og på Midtsjælland, der skal blive til Signaturområder. Aftalepartierne bag trepartsaftalen er enige om de seks områder, som kan blive til såkaldte signaturprojekter, hvor eksisterende naturområder bindes sammen med ny natur og skov for at skabe store, sammenhængende naturområder. Naturen har brug for plads i Danmark, hvis tabet af biodiversitet skal vendes til fremgang, som det hedder i en pressemeddelelse fra Ministeriet for Grøn Trepart.
De seks områder er udvalgt efter en indledende gennemgang af mulige områder på minimum 1000 hektar, hvor de lokale grønne treparter i forvejen har skitseprojekter, der skal afhjælpe kvælstofudledning eller mindske kulstofudledningen.
Hvordan signaturprojekterne skal se ud, og præcis hvor i de seks områder de skal placeres, skal afklares i den kommende tid, og ministeriet og partierne bag aftalen håber, at blandt andet fonde, borgere, kommuner og de lokale grønne treparter vil deltage i realiseringen af signaturprojekterne.
Aftalepartierne (SVM-regeringen samt SF, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative) afsatte i december 2025 ca. 345 millioner kroner til forskellige initiativer, der skal bidrage til mere natur i Danmark, blandt andet mindst ti signaturprojekter. Det er mulighederne for at sætte gang i de første seks projekter, der nu skal afdækkes.
Minister for grøn trepart Jeppe Bruus siger: – Vi skal have mere skov og natur i Danmark. Alle initiativer tæller, og jeg er glad for, at vi også kan sætte gang i arbejdet med at skabe store, sammenhængende områder. Det er godt for biodiversiteten, og det giver gode rekreative muligheder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Carl Andersen
Medlem af Folketinget, Carl Andersen, (LA), der stammer fra Rødding og er valgt i Sydjyllands Storkreds, peger på, at det nye Signaturprojekt kan gøre Ribe-området endnu mere attraktivt.
– Det kan betyde 3.000 – 5.000 hektar ny eller forbedret natur ved Knudedyb og Ribe Vesterå. Det er en stor mulighed for vores område.
– Ribeegnen bærer allerede noget af Danmarks smukkeste natur med Vadehavet, marsken og Ribe Å. Mere sammenhængende natur kan styrke biodiversiteten, forbedre vandmiljøet og gøre Ribe endnu mere attraktiv, både for os lokale og for turister. Projektet vil også reducere behovet for dyrkningsrestriktioner på det resterende landbrug i oplandet. Det viser meget godt hvorfor vi, trods kritik, er med i den grønne trepart. Vi vil trække i den rigtige retning med mere natur og en ordentlig behandling af landbruget.
– For at sådanne projekter her skal hele, skal det ske ordentligt. For Liberal Alliance har det været afgørende, at projektet bygger på frivillighed. Ingen lodsejere skal presses eller tvinges. Ejendomsretten skal respekteres, og kompensationen skal være fair. Derfor har vi kæmpet for flere midler og stærkere retssikkerhed i den grønne trepart, hvilket er sket.
– Vi følger implementeringen tæt men glæder os over, at der nu kommer mere natur til Ribe, siger Carl Andersen.









































































