Tekst og fotocollage Hasse Jørgensen, mandag den 24. februar
Ribe kan måske spille en endnu større rolle en hidtil som turistmagnet i Norden.
Det er bl.a. noget af det, de to medlemmer af Nordisk Råd, folketingsmedlem Anders Kronborg (S) og socialdemokratiets turistordfører, folketingsmedlem Henrik Møller skal drøfte, når de på fredag besøger Ribe.
Henrik Møller kommer til den jyske vestkyst på invitation af Vardes Borgmester, Erik Buhl, og Anders Kronborg, der har bl.a. har brainstormet med Ribe Handelsstandsforenings tidligere formand, Poul Anker Nielsen, forud for besøget.
Den socialdemokratiske turismeordfører, Henrik Møller, bor til dagligt i Helsingør, men fredag den 28. februar drager han til Vestjylland med sin partifælle Anders Kronborg for at blive klogere på Vestjyllands turisme. Udover at være turismeordfører er Henrik Møller også medlem af Folketingets Kulturudvalg og en af Danmarks repræsentanter i Nordisk Råd.
Anders Kronborg glæder sig over, at turismeordføreren har taget imod invitation om at blive klogere på Vestjyllands turistpotentiale.
– Jeg er enormt glad for, at Henrik Møller vil bruge en dag på at blive klogere på vores mange herligheder og potentialer i Vadehavsområdet og ved Vesterhavet. Vi har nogle stærke kulturinstitutioner med rigtig mange ildsjæle og nogle fantastiske herligheder, såsom Nordens ældste by Ribe med viking- og middelalderhistorie, siger Anders Kronborg.
Også på borgmesterkontoret i Varde Kommune er der glæde over, at Socialdemokratiets turismeordfører nu kaster sit blik på Vestjylland.
– Jeg glæder mig til at drøfte vilkårene for vestjysk turisme. Det er vigtigt med et godt samarbejde mellem Folketinget og turismen langs Vestkysten. Derfor glæder jeg mig til dialogen med Henrik Møller, og jeg håber, at han kan se det store turismepotentiale, som er at finde på den danske vestkyst, siger borgmesteren fra Varde Kommune, Erik Buhl.
Henrik Møller ser ligeledes frem til besøget, og glæder sig til de mange spændende besøg, som programmet byder på.
– Jeg glæder mig rigtig meget til på fredag. Anders Kronborg og jeg sidder jo begge i Nordisk Råd og i forbindelse med arbejdet i rådet, har vi flere gange vendt med hinanden, om ikke vi kunne få Ribe til at spille en endnu større og mere central rolle i forhold til Norden som turistdestination.
– Jeg er opmærksom på, at Vadehavet er udpeget til UNESCO’s Verdensarv og Varde Kommune har meget erhverv, som er afhængig af de mange årlige turister. Jeg deltog for nylig i ferniseringen af Fanø Dagbog – de flotte Fanøbilleder – på Anders Kronborgs kontor på Christiansborg. Jeg ved, at jeg fredag gæster et område med ikke bare en enestående fortælling, men også en kulturarv vi skal passe godt på, og som kan være et trækplaster for flere turister. Derfor vil jeg også meget gerne diskutere bæredygtig turisme, siger Henrik Møller.
Henrik Møller vil under besøget være ledsaget af Anders Kronborg. Det bliver i Ribe, at Henrik Møller vil aflægge første besøg, hvor der er møde med Business Esbjerg og turistchef Pia de Place, som vil fortælle om styrker og udfordringer med turismen ved Vadehavet. Senere går turen blandt andet til Vadehavscentret, Bomholts Plads, Fiskeri og Søfartsmuseet, Myrthuegård og Nymindegab Familie Camping. Programmet starter klokken 8.00 og slutter kl. 17.00.
Og andre politiske ansigter vil deltage i udvalgte programpunkter. Bl.a. byrådsmedlemmerne Jørgen Ahlquist, Jakob Lose, Karen Sandrini, Nini Oken, Connie Geissler og Søren Laulund.









































































