Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 17. april 2025

Ribe og den lokale Ju-Jutsuklub er i den helt unikke situation, at byen har en Ju-Jitsu kæmper, der ligger som nummer 1 på Verdensranglisten. Det er Jeppe Tellund, der har den fornemme titel.

Jeppe har de seneste år haft fokus på at skaffe så mange point som muligt til ranglisten, da han har haft et mål om at kvalificere sig til World Games i Chengdu, Kina. Kun 6 kæmpere fra hele verden bliver udtaget i hver vægtklasse og det er således ikke helt nemt. Point opnås ved placeringer ved VM, EM og store internationale stævner.

World Games

World Games er et multi sports event og kan sammenlignes med Olympiske Lege. I Danmark har man dog ikke helt samme fokus på WG som i mange andre lande. Ikke desto mindre er det et kæmpe event og det højeste, man kan opnå som atlet inden for Ju-Jitsu. Der venter således Jeppe en kæmpe oplevelse til august, hvor det afvikles.

Ribe Ju-Jutsu har tidligere vundet medaljer, idet Danny Mathiasen vandt guld i 2013 i Columbia og klubbens formand Camilla Prien Tobiasen vandt bronze i 2001 i Japan.

Forberedelserne

Siden Jeppe blev kvalificeret, er alt træning blevet målrettet WG.

Efter påske tager Jeppe sammen med 3 andre talentfulde kæmpere fra klubben til Grand Prix stævne i Paris og en efterfølgende træningslejr samme sted. Jacob Lund, Gustav Bøge og Victor Tobiasen er en vigtig del af Jeppes forberedelser frem mod World Games, da de dagligt træner og sparrer med ham, ligesom de også er en del af det danske landshold i Ju-Jitsu.

Dyr hobby

Som nævnt er der ikke meget kendskab til World Games i Danmark og generelt må man nok sige, at der ikke er så meget mediedækning af kampsport i Danmark, som hvis man sammenligner med andre lande omkring os. Derfor er det også svært at skaffe sponsorer, og langt hen ad vejen betaler de danske atleter selv for deltagelse i stævner og træningslejre.

Om Jeppe

Jeppe er 26 år og bor midt i Ribe sammen med sin kæreste Trine. Han er opvokset i Farup og studerer fysioterapeut i Esbjerg. For 10 år siden blev han U18 Verdensmester og vandt EM-sølv i 2023 og 2024. Jeppe har trænet Ju-Jutsu siden 2009.

De fire, der tager til Paris